DLG udvider partnerskabskoncept

Efter en stor interesse og tilslutning til konceptet DLG Partnerskab, hvor landmænd overlader indkøb af foder og råvarer til specialister hos DLG, kobler andelsselskabet nu endnu et produkt til konceptet.

Nu kobler DLG endnu et produkt til DLG Partnerskab, og dermed er det nu også muligt for andelshaverne at overlade forvaltningen af høsten til specialister i koncernen. Dermed slipper landmændene for at skulle forholde sig til geopolitik, vejret i Sydamerika, størrelsen på den globale høst og verdensøkonomien, som er faktorer, der kan forårsage volatile priser.

Det første år med DLG Partnerskab har tiltrukket stor interesse, hvor mere end 150 andelshavere har valgt at tilslutte sig. I konceptet overlader landmanden forvaltningen af udvalgte produkter til DLG, som i stedet håndterer handlen ud fra en konstant overvågning af det globale marked for korn, afgrøder og råvarer.

- Vi har oplevet en rigtig god interesse for vores partnerskabskoncept, hvor landmanden har vist os den tillid at lade os forvalte indkøbet af foder og råvarer til bedriften. Nu udbygger vi porteføljen, som flere kunder har efterspurgt. Der er mange af vores andelshavere, der prioriterer tid på ledelse, strategi eller praktisk gøremål i marken fremfor at følge kornbørsernes konstante udvikling, siger Camilla Blicher Simonsen, vicekoncerndirektør for salg og kunderelationer i DLG.

Ekspertviden og markedsovervågning døgnet rundt

Andelshaverne vælger selv, hvilke af de udvalgte afgrøder, hvor stort et areal og hvilken mængde DLG skal forvalte. Ligesom med andre produktgrupper bygger forvaltningen af afgrødeopkøb sig på et tillidsbaseret partnerskab mellem andelsselskab og andelshaver.

- Vi har et stærkt hold af specialister, der konstant følger udviklingen på børserne og verdensmarkederne. Vi går meget op i transparens, og derfor vil vi også løbende orientere vores kunder om, hvordan forvaltningen går, og benchmarke resultaterne op mod det øvrige marked, siger Jan Kristensen, markedschef for DLG Partnerskab, og tilføjer:

- DLG Partnerskab er for de andelshavere, der med ro i maven har tillid til, at DLG over tid kan handle bedre end de selv kan.

Om DLG Partnerskab

DLG Partnerskab blev lanceret for at give landmænd mulighed for at overlade forvaltningen af udvalgte produkter som foder, råvarer, vitaminer og mineraler til DLG. Konceptet bygger på tillid og DLG’s omfattende markedsviden, og nu udvides det til også at omfatte afgrødeopkøb.

DLG’s mål er at være en stærk og pålidelig partner, der kan skabe værdi for landmændene ved at sikre konkurrencedygtige priser og fjerne en del af den daglige kompleksitet i landbrugsdriften.

Læs også