Skal du med til Åben Innovationsmark?
Nye udfordringer for landbruget kræver, at der tænkes i nye løsninger. Patriotisk Selskab, DLG, DLF og Agro Alliancen byder til Åben Innovationsmark på Egeskov den 18. og 19. juni.

Forsøgsparcellerne ved Egeskov står flot og klar til fremvisning den 18. og 19. juni, når Patriotisk Selskab, DLG, DLF og Agro Alliancen i fællesskab holder Åben Innovationsmark. Foto: Morten Holmgaard
For andet år i træk afholder Patriotisk Selskab i samarbejde med DLG, DLF og Agro Alliancen Åben Innovationsmark på Egeskov. I år bydes der indenfor den 18. og den 19. juni. Begge dage fra klokken 18.
- Vi kører med samme setup som de øvrige år, hvor vi har seks poster, man kommer rundt til i hold og hører om det plantefaglige, fortæller planteavlskonsulent Morten Holmgaard fra Patriotisk Selskab.
Seks poster
I år er der fokus på vintersædssorter, græsukrudtsbekæmpelse i vinterhvede, rapssorter og dyrkning, gødning, svampebekæmpelse i vinterhvede og hele frøgræsdelen.
- Vi fokuserer i vintersædssorterne især på de nye, resistente sorter, ligesom vi i græsukrudtsbekæmpelsen i vinterhvede især har fokus på almindeligt rajgræs. I rapsparcellerne er der fokus på sorter, dyrkning, biostimulanter, ukrudtsbekæmpelse og vækstregulering, siger Morten Holmgaard.
Han fremhæver gødningsdelen, hvor Yara og Dangødning vil videregive deres viden om optimal gødningstildeling, og det nye firma i denne sammenhæng, Nordic Microbes, der bejdser udsæd med naturlige mikroorganismer, så planten bedre kan optage næringsstoffer fra jorden.
- Dermed får vi kraftigere planter og større rodvækst – ifølge Nordic Microbes – og dermed større udbytte, forklarer planteavlskonsulenten.
Aftenerne kommer også hele vejen rundt om frøgræsdyrkning, ligesom det vil være muligt at se og høre om lucerne til frø, der er udlagt i vårbyg. Sidst gennemgås også svampebekæmpelse i vinterhvede med forskellige løsninger fra Patriotisk Selskab, BASF, Bayer og Syngenta.
Hvad gør vi uden kemi?
Udover rundturen i parcellerne vil der være mulighed for at høre om følgende temaer:
»Rækkesprøjtning i frøgræs. Hvordan gør man det i praksis?«
»Ukrudtsbekæmpelse i rækkeafgrøder, især med fokus på spinat«
»Hvordan dyrker vi vekselafgrøder?« »Hvad gør vi, hvis vi ikke har den kemi til rådighed, som vi har i dag?«
- Vi finder ud af det
- Vi ser jo nok ind i en fremtid, hvor vi ikke har de midler til rådighed, som vi har i dag, siger Morten Holmgaard.
- Vi kan reagere ved at grave os ned i et dybt hul, eller vi kan forsøge at komme med løsninger af anden art. I Patriotisk Selskab har vi valgt det sidste. Og den viden ønsker vi at videreformidle til vores landmænd.
Morten Holmgaard fremhæver ukrudtsbekæmpelse i rækkeafgrøder, især med fokus på spinat. Her vises en enkornssåmaskine og radrenser - netop indkøbt af Agro Alliancen - i marken, hvor der er kørt med forskellige indstillinger og skær i samarbejde med Jensen Seed.
Der vises udstyr til rækkesprøjtning, og det demonstreres, hvordan der dyrkes vekselafgrøder (vårbyg og vårhvede sået om efteråret).
- Det er vigtigt at se på alternative strategier, hvis ikke vi har Balaya og Propulse til svampebekæmpelse i korn. Og hvad gør vi, hvis vi ikke må benytte DFF og Kerb?
- Vi finder ud af det. Kom og hør hvordan, slutter Morten Holmgaard.