Op til 21,5 ton pr. hektar: Der kan være perspektiver i efterafgrøder til biogas
Projektleder hos BJ-Agro ser spændende perspektiver i et GUDP-projekt, der undersøger potentialet for dyrkning af efterafgrøder til biogas.

Traktor og skårlægger gemmer sig bag efterafgrøden på Lykkeslund, hvor udbyttet blev 21 ton biomasse pr. hektar. Foto: BJ-Agro
GUDP-projektet »Optimering af dyrkning og bjærgning af efterafgrøder til biogas« har netop afsluttet efterårshøsten for 2025. Det foreløbige resultat giver 1.160 tons biomasse, bjærget på 101 hektar ved de fire landbrug, der er med i projektet.
- Der er spændende og perspektivrige høstudbytter, hvor vi har eksperimenteret med forskellige varianter af dyrkningsmetoder på olieræddiker samt forskellige alternative efterafgrødeblandinger, fortæller Ulrik Kragh fra BJ-Agro, der er leder af projektet.
Projektets formål er at undersøge potentialet og finde praksisnære optimeringsmuligheder for dyrkning af efterafgrøder til biogas.
- Målet er, at landbruget gennem dyrkning af efterafgrøder til biogas kan bidrage med kulstof og fossilfri gas til den grønne omstilling. Sideløbende undersøger Aarhus Universitet, i hvilket omfang opsamlingen af efterafgrøderne kan bidrage til reduktion af lattergasemission, når efterafgrøder omdannes til biogas i stedet for at rådne på markerne, lyder det fra Ulrik Kragh.

Spredningen var stor mellem forsøgsmarkerne - fra 21,5 ton pr. hektar til marker, hvor efterafgrøden stod så tyndt, at den ikke blev høstet.
Stor variation
I 2025 er forsøgt udført med variation mellem forskellige efterafgrødesorter, så-tidspunkt, etableringsmetoder, høsttidspunkt og metoder. Derudover er der forskellige geografier, som også har betydning på grund af vejr og jordtyper.
Høstdata fra de 16 marker, der er med i projektet i 2025, viser stor variation. Fra marker der har givet 21,5 ton olieræddiker pr. hektar, til marker der helt er opgivet at høste på grund af for spinkelt udbytte. Gennemsnittet for de 101 hektar, der er høstet, har været 11,5 ton pr. hektar.
Potentiale til overskud
En af de medvirkende landmænd er Jesper Lodahl fra bedriften Tågholm, der også har Tågholm Biogas. Han snittede i midten af oktober knap otte hektar olieræddike til biogasanlægget, som følges op med yderligere 20 hektar til foråret.
- Vores egne tørstofmålinger viste 1,5 ton pr. hektar på olieræddiken, og dermed ender det med at være en nulforretning rent økonomisk at bruge det til biogas, fortæller Jesper Lodahl og fortsætter:
- Dog er der potentiale for, at det kan komme til at give overskud med det niveau af tørstof, hvis der kommer en form for godtskrivelse for den lattergasemission, vi tager væk fra marken. Det ved vi ikke endnu i forhold til den grønne trepart. En mulighed kunne også være, hvis der kom en gødningskvote på efterafgrøderne, så de får lidt mere at leve af og dermed kan generere et større udbytte.
De kommende måneder vil der blive lavet yderligere prøveanalyser på den høstede biomasse. Der kommer flere delresultater på biogaspotentiale op imod jul, og de endelige resultater for 2025/26 sæsonen forventes til juni, når de to overvintrende efterafgrøder bliver høstet til foråret, hvor de efterfølgende hovedafgrøder majs og solsikke skal sås i starten af maj.

Olieræddiken blev lagt ovenpå ensilagestakken til biogasanlægget på Lykkeslund.





































