Fremtidens planteavl kræver innovation og godt håndværk
Eftersom »værktøjskassen« skrumper ind, er det derfor ekstra vigtigt at få lagt en god sprøjtestrategi og følge den.

Pia Mai Thorshauge og Jacob Møller, planteavlskonsulenter i Agillix.
Af planteavlskonsulenterne Pia Mai Thorshauge og Jacob Møller, Agillix
Plejer er død. Så kort kan situationen opsummeres for konventionelle planteavlere, efter at salg af en række sprøjtemidler her omkring årsskiftet blev forbudt. Miljøstyrelsen trak senest her i efteråret yderligere otte midler tilbage. Det drejer sig om planteværnsmidler, som har vist sig i stand til at danne, og potentielt udvaske PFAS-forbindelser.
Udfordringen ligger for os at se i, at du som planteavler ikke i øjeblikket har nogen alternativer med en lige så god dokumenteret effekt, som du havde i de midler, der nu er på vej ud.
Flere af midlerne har indtil nu stået som helt centrale »nøglemidler« i markplanen, for at sikre optimal udnyttelse af dyrkningspotentialet og bedst mulige bundlinje. Den fremtidige konsekvens heraf vil derfor komme til at betyde lavere udbytter, samt behov for nytænkning i valg af nye strategier, afgrøder, sædskifte og jordbehandlingsteknik.
Regn på økonomi og risiko
De berørte sprøjtemidler må lovligt benyttes til den kommende vækstsæson, men til efteråret er det slut. Derfor opfordrer vi her i Agillix Plante til at få lagt en plan og regnet på økonomien og risikoen i de forskellige scenarier.
Det kan være ved at introducere alternative planteværnsløsninger og afgrøder, deres indbyrdes placering i sædskiftet og brugen af sortsblandinger.
I øjeblikket bliver en bred vifte af biosimulanter markedsført som afløser for noget af den kemi vi mister, men de overbevisende effekter og resultater lader vente på sig. Vi holder dog skarpt øje med udviklingen på området.
Kartoflerne kan blive hårdt ramt
Alle dele af planteavlen bliver som udgangspunkt påvirket af forbuddet, men kartoffelavlerne er særligt udsatte i forbindelse med udfasningen af fluazinam. Det vil således resultere i et større pres på de skimmelmidler, der er tilbage.
I værste fald kan det øge risikoen for, at skimmelsvampen bliver resistent. Derfor lyder vores råd: Følg en gennemtænkt sprøjtestrategi, overvej sorter med skimmelresistens og at undgå panik.
Eftersom »værktøjskassen« skrumper ind, er det derfor ekstra vigtigt at få lagt en god sprøjtestrategi og følge den. Det skal samtidig sikre, at effekten hos de tilbageværende skimmelmidler holder flest mulige år ud i fremtiden.
Kartoffelavlerne bør derfor også allerede nu, begynde at efterspørge og få erfaring med nye sorter, der er resistente over for skimmel.






































