Det emmer af faglighed og engagement, da Effektivt Landbrug træder indenfor hos Nordic Microbes i Odense – en fem år gammel virksomhed med fokus på at udvikle biologiske løsninger til dansk landbrug. Her fremstilles blandt andet den biologiske frøbehandling SeedSpeed, der er et naturligt alternativ til kemisk bejdse og ifølge virksomheden fremmer planternes fremspiring og rodstørrelse.

- Vi vil gerne spille en rolle for dansk landbrug, der bliver underlagt stadig større krav og udfordringer de kommende år, siger plantechef Jonas Korsholt.

- Og det er nu og her, landbruget har brug for nye produkter for at opretholde gode udbytter trods krav om mindre gødningsforbrug og færre kemikalier, siger han og fremhæver, at virksomheden er grundlagt ud fra ønsket om at hjælpe landbruget i en grøn retning.

- Vi så et behov for at finde alternativer til normal praksis. Ikke hvor vi står og slår landmændene på et allerede blåt mærke, men ved at komme dem i møde med nye muligheder, så udbytterne stadig kan holdes oppe trods stigende krav til grøn omstilling.

Kommerciel chef, Mads Asbild, plantechef Jonas Korsholt og kunde- og partnerudvikler Mette Sponseller fra Nordic Microbes stod klar til at fortælle Effektivt Landbrug om virksomhedens produkter, da avisen besøgte dem kort før påske.

Kommerciel chef, Mads Asbild, plantechef Jonas Korsholt og kunde- og partnerudvikler Mette Sponseller fra Nordic Microbes stod klar til at fortælle Effektivt Landbrug om virksomhedens produkter, da avisen besøgte dem kort før påske.

Lang godkendelsesproces

Nordic Microbes blev etableret for fem år siden og har biostimulanterne SeedSpeed og TuberTonic i handlen. Yderligere to produkter er på vej.

- Det er en lang proces at få godkendelser og gennemført forsøg. Men vi er godt på vej og er egentlig heller ikke modstandere af, at det skal tage tid og være grundigt. Vi er her ikke for at smide vidundermidler i handlen. Vi er her for at bidrage med produkter, der virker og hjælper til fortsat vækst i landbruget. Så godkendelsesprocessen og forsøgsresultaterne er fuldt acceptable og helt reelle, siger kommerciel chef Mads Asbild.

Virker det i marken?

Og netop forsøgsresultater og bevis for, at produkterne virker i marken, er et afgørende emne for Nordic Microbes' medarbejdere:

- Vi har fagligt dygtige ansatte, der hver dag arbejder for at udvikle og forbedre både i laboratoriet og i marken. Vi ved, at vores produkter kan gøre en forskel, og vi ser en klar tendens i, at de biologiske løsninger vinder frem i planteavlen. Men vi ved også, at der har været en del svingende kvalitet i andre produkter, man har set gennem årene, og at spørgsmålet er det samme som altid: virker det i marken – og kan det betale sig, siger Mette Sponseller, som er kunde- og partnerudvikler.

Hos Nordic Microbes fremstilles blandt andet den biologiske frøbehandling, SeedSpeed, der er et naturligt alternativt til kemisk bejdse og ifølge virksomheden fremmer planternes fremspiring og rodstørrelse. En pose svarer til otte ton såsæd, hvilket igen svarer til, hvad der skal benyttes på cirka 50 hektar.

Hos Nordic Microbes fremstilles blandt andet den biologiske frøbehandling, SeedSpeed, der er et naturligt alternativt til kemisk bejdse og ifølge virksomheden fremmer planternes fremspiring og rodstørrelse. En pose svarer til otte ton såsæd, hvilket igen svarer til, hvad der skal benyttes på cirka 50 hektar.

Reelle data bag

Hos Nordic Microbes er svaret et klart og rungende ja:

- Vi ved, at det virker. Vi sætter en ære i at have undersøgt og fortsat undersøge vores produkter. Og kommer der spørgsmål fra landmændene, som vi ikke umiddelbart kender svaret på, så undersøger vi det, garanterer Jonas Korsholt og understreger, at de ønsker at være meget transparente med deres data.

- Det er vores ønske, at landmændene skal forstå, hvad det er, vi laver, og hvilken værdi det har.

Han bakkes op af salgschef hos Brødr. Ewers, Torben Føns, der forhandler SeedSpeed:

- Det er for os vigtigt, at vi har leverandører, der kan forklare, hvordan produktet virker biologisk, hvad det er testet på, og under hvilke forhold effekten er dokumenteret. Der skal ligge reelle data bag – både fra laboratoriet og fra praksis.

- Det er helt afgørende, at der er en direkte kobling mellem erfaringer fra marken og den mikrobiologiske faglighed bag produktet. Det skaber troværdighed, både over for rådgivere og landmænd, siger Torben Føns.

Få mere ud af det, der allerede er tilført

Jonas Korsholt understreger, at potentialet hos biostimulanter især ligger ét sted:

- At få mere ud af den næring, der allerede er i marken, eller som tilføres.

- I mange danske marker er fosfor eksempelvis ikke en mangelvare. Problemet er, at en stor del er bundet i jorden og dermed utilgængelig for planterne. Det gælder især i kolde forår, hvor rodudviklingen i forvejen er under pres. Her kan mikroorganismer gøre en forskel ved at frigøre næringsstofferne i rodzonen, forklarer plantechefen og tilføjer.

- Vi ændrer altså ikke på, hvor meget fosfor der er i jorden, ved at tilføre biostimulanter. Vi ændrer på, hvor meget planten kan få fat i.

Nordic Microbes har deres eget grotelt, hvor de løbende lærer mere om produkterne.

Nordic Microbes har deres eget grotelt, hvor de løbende lærer mere om produkterne.

Flere og større rødder

Han suppleres af Torben Føns:

- Det, vi oftest ser, er flere og større rødder. Det giver planterne et langt stærkere fundament og adgang til næringsstoffer – især fosfor – tidligt i væksten. Samtidig oplever vi, at afgrøden står mere robust over for kolde perioder, tørke og andre former for stress. Det giver en større dyrkningssikkerhed og en mere ensartet mark.

Torben Føns understreger, at SeedSpeed ikke skal fremstilles som et mirakelmiddel, men som et veldokumenteret redskab, der systematisk styrer plantens udgangspunkt.

Tidlig effekt

Plantechef Jonas Korsholt tilslutter sig, at det er i etableringsfasen, at effekten skal hentes:

- En hurtig fremspiring og et stærkt rodnet sætter retning for resten af sæsonen – og det er netop her, biostimulanter kommer i spil.

- SeedSpeed anvendes som frøbejdse og følger planten fra første dag. Bakterierne aktiveres ved såning og mobiliserer især fosfor, calcium og zink.

- I praksis viser data fra både landmænd og eksterne forsøg merudbytter i korn på op til fire procent. I hestebønner ligger gennemsnittet omkring 10 procent, mens majsforsøg viser både bedre fremspiring og op til 13 procent højere foderenhedsudbytte.

Ifølge Jonas Korsholt er det dog ikke kun merudbyttet, der tæller:

- Det vigtigste er faktisk, at man ved at bejdse frøet med et produkt som SeedSpeed gør planten mere robust, uanset hvilken type vækstbetingelser den kommer til at møde. Får man en god etablering, står planten stærkere resten af sæsonen - også når vejret ikke spiller med.

Kartofler: Tydelig effekt i stivelse

I kartofler har Nordic Microbes også fokus på at frigøre bundne næringsstoffer tæt på knolden. Her anvendes produktet TuberTonic, som enten påføres før lægning ved rullebordsbejdsning eller direkte i forbindelse med lægning.

Forsøg viser, ifølge Nordic Microbes, gennemsnitlige merudbytter på omkring syv procent, målt i stivelse pr. hektar, og med højere resultater i enkelte sorter.

- Det gør især løsningen interessant i en tid, hvor gødningspriser og miljøkrav presser behovet for bedre udnyttelse, lyder det.

Biologi er ikke kemi

Adspurgt hvad den største barriere for udbredelse er, falder svaret prompte.

- Det er forventningerne. Biologiske produkter opfører sig ikke som kemi – og det skal man tage højde for. Effekten afhænger blandt andet af, hvad temperaturen er i etableringsfasen, jordtype og næringsstofniveau samt det eksisterende liv af mikroorganismer på frøet og under jordoverfladen. Så resultaterne kan variere fra år til år og fra mark til mark.

- Men den usikkerhed kender planteavlerne, siger Jonas Korsholt.

- Når du lægger en gødningsplan, eller sprøjter mod svamp, kender du heller ikke det præcise afkast på forhånd. Det er en del af driften.

Egne test i marken

Derfor anbefaler Nordic Microbes også altid, at landmanden prøver produktet af i egen mark og, hvis der er mulighed for det, følger det helt til dørs med observationer hen over sæsonen og en måling af udbyttet med og uden produktet.

- En simpel stribe med og uden behandling kan hurtigt give et realistisk billede af effekten under egne forhold. Det er også den tilgang, mange landmænd allerede bruger.

- Vi kan levere data, men det vigtigste er, hvad du selv ser i marken, lyder det.

Virksomheden har eget procesudviklingslaboratorium, hvor nye produkter testes.

Virksomheden har eget procesudviklingslaboratorium, hvor nye produkter testes.

Biologiske løsninger i planteavl

Biostimulanter

Mikroorganismer, der forbedrer planters optagelse af næringsstoffer

Primær effekt

Mobiliserer især bundet fosfor i jorden

Anvendelse

Typisk som frøbejdse eller i sårillen

Effekt ses i

Etablering, rodudvikling, plantevitalitet og udbyttepotentiale

Resultater

Korn                : 3,7 procent merudbytte i byg og hvede

Hestebønner : 10 procent merudbytte

Majs                : 13 procent merudbytte og bedre fremspiring

Kartofler          : 7 procent mere stivelse pr. hektar

Vigtigt at vide

  • Effekten afhænger af jord, temperatur og dyrkningsforhold
  • Biologi erstatter ikke gødning – men kan øge udnyttelsen
  • Test i egen mark anbefales, hvis man har forholdene til det

Blåstempel i Landsforsøgene

Adspurgt er Nordic Microbes dog godt klar over, at de skal have deres produkter testet i Landsforsøgene.

- Vi vil gerne have vores produkter blåstemplet i Landsforsøgene, og er godt klar over, at mange landmænd og rådgivere ser det som et væsentligt krav til nye produkter, at de »består testen« der, siger Mads Asbild.

- Så det arbejder vi hen imod i den nærmeste fremtid. Vi er klar med de første produkter, siger han.

 

Bundlinjen afgør

Biologiske løsninger kommer, ifølge Nordic Microbes, ikke til at erstatte alt andet i planteavlen. Men de kan blive et ekstra værktøj - især hvis fokus er på at optimere det, der allerede er i jorden.

Spørgsmålet er derfor ikke kun, om det virker – men om det giver mening i din drift.

- Og det svar finder du ikke i laboratoriet. Det finder du i marken, siger Jonas Korsholt og opfordrer til, at interesserede landmænd henvender sig og får prøvet produkterne af.

I det mikrobiologiske laboratorium arbejdes der blandt andet med kvalitetskontrol og koncentrationsmålinger. Hovedfokus er på at selektere mikroorganismer, der gror godt ved lave temperaturer ned til cirka fem grader.

I det mikrobiologiske laboratorium arbejdes der blandt andet med kvalitetskontrol og koncentrationsmålinger. Hovedfokus er på at selektere mikroorganismer, der gror godt ved lave temperaturer ned til cirka fem grader.

Nye produkter på vej

Nordic Microbes har pt. to produkter på markedet. Der arbejdes på at få yderligere to løsninger i handlen: RootRocket og FungiFoe.

RootRocket skal kombinere fosformobilisering med kvælstoffiksering, mens FungiFoe er et biologisk alternativ til svampemidler mod blandt andet septoria og kartoffelskimmel.

Her er udfordringen dog godkendelse. Især biofungicider skal igennem en omfattende proces, og der kan gå flere år, før de er klar til markedet. Men både Nordic Microbes og flere interesseorganisationer arbejder ihærdigt på at forkorte processen.

Planter