På torsdag den 12. september fra klokken 9.45 til 15 fremviser Kolding Herreds Landbrugsforening (KHL) og en lang række maskinimportører 15 topmoderne såmaskiner fordelt på 13 forskellige mærker.

- Det bliver en af årets største, bredeste og mest farverige maskindemonstrationer, hvor såmaskinerne dyster mod hinanden og fremhæver, hvad den enkelte maskine især er god til, siger chefkonsulent Anders Smedemand Musse.

Det unikke ved sådysten er, ifølge Anders Smedmand Musse, at ni maskiner sår på den ene side af vejen direkte i frøgræsstubben (no till), mens der på den modsatte side etableres hvede i pløjet jord med syv såmaskiner.

- Blandt andet kommer Horsch med deres enkornssåmaskine, hvor vi vil så ned til 40 kilo udsæd pr. hektar, og jeg kan næsten allerede nu love, at der kommer nogle perfekte merudbytter, fortæller Anders Smedemand Musse, der ser et kæmpepotentiale i denne etableringsform, og lover, at det bliver en dag med fuld gas, hvor der udover fokus på såbedskvalitet og etablering også registreres brændstofforbrug.

- Den viden kan vi bruge til optimering af bedriftens økonomi, samt til en generel betragtning om landbrugets klimabelastning. Et område KHL sætter fokus på ved en senere lejlighed, lyder det fra chefkonsulenten.

Bred demonstration

Anders Smedemand Musse uddyber tankerne bag sådysten:

- En klassisk maskindemonstration er typisk enten rød, grøn eller blå. Denne demonstration er unik ved dens bredde. Det svarer vel strengt taget til, at man jo også kun finder den bedste rødvin ved at smage forskellige slags vin til det samme arrangement, lyder det fra chefkonsulenten.

- Mit mål er, at landmanden skal finde den maskine, han tror på er fremtiden for hans bedrift. Jeg ved udmærket godt, at det er to vidt forskellige dyrkningssystemer, vi viser frem, men ingen har endnu taget skade af at udvide deres horisont, siger Anders Smedemand Musse med et glimt i øjet og appellerer til, at der tænkes i samarbejde.

- Hvorfor ikke lade maskinstationen varetage nogle opgaver fremadrettet som for eksempel at så hvede direkte i frø- eller rapsstubben, hvis det kan gøres bedre og billigere? Mange landmænd har jo allerede fundet ud af, at det forholder sig sådan ved etablering af vinterraps, siger han.

henriette@effektivtlandbrug.dk
telefon 40 21 9 57

Deltagende såmaskiner:

Såmaskiner no till:

  • John Deere 750 A - 6 m
  • Horsch Avatar 6.16 SD - 6 m
  • Virkar Dynamic - 6 m
  • Weawing GD 6001T - 6 m
  • Sly Boss - 4 m
  • Claydon 3M Fert Drill - 3 m
  • Mzuri Pro - 4 m
  • Väderstad Rapid RD - 3 m
  • Multiva Combi 300 - 3 m

Såmaskiner pløjet jord

  • Horsch Pronto 4 DC PPF med SingularSystem »Enkornssåning« - 4 m
  • Kverneland U-drill 6000 - 6 m
  • Kuhn Espro 6000 RC - 6 m
  • Lemken Compact Solitair  9/400HD - 4 m
  • Väderstad Spirit ST 600C - 6 m
  • Väderstad Rapid RD 300C - 3 m
  • Amazone Centaya 4000 Super - 4 m