Tast-selv-systemet der bruges til at søge om hektarstøtte – med en ansøgningsfrist fredag 16. april - kørte stadig ustabilt mandag efter en række driftsforstyrrelser i løbet af weekenden, lyder meldingen fra Landbrug & Fødevarer, som udtrykker sin kritik, fordi landmænd og konsulenter nu befinder sig i den absolutte slutspurt med at få sendt ansøgningerne ind.

- Der knokles både weekender og aftener ude i rådgivningsvirksomhederne i disse dage, siger Niels Peter Nørring, klimadirektør i Landbrug & Fødevarer: 

- Det er derfor også uacceptabelt, at der lørdag var fejl, som blokerede for at arbejde med ansøgninger. Desværre er der igen i dag (red. i går), mandag, driftsforstyrrelser på systemet, lyder det fra Niels Peter Nørring, der mener, at Landbrugsstyrelsen skal sætte ind på at løse problemerne omgående, så det bliver muligt at komme i mål med de sidste ansøgninger.

-  Vi finder det også stadig meget problematisk, at ansøgere skal søge om udbetaling af økologisk arealtilskud og plejegræstilskud , uden at de har et opdateret og retvisende ansøgningsgrundlag i Landbrugsstyrelsens ansøgningssystemer, siger han.
 

Planter