Manglende roer skaber udfordringer på sukkerfabrik
Nordic Sugar har indskærpet leveringspligten overfor sukkerroedyrkere, der er sat til tidligere levering af sukkerroer til sukkerfabrikken i Nakskov.

Sukkerfabrikken i Nakskov får ikke altid nok roer ind fra de danske roedyrkere.
Egentlig er der ekstraordinært mange sukkerroer til oparbejdelse i disse dage på Nakskov Sukkerfabrik, der i år modtager en række roetransporter med skib fra Nordic Sugars svenske sukkerfabrik, som er ramt af de svigtende gasleverancer fra Rusland.
- Men disse svenske roer er allerede indarbejdet i vores plan. Og der er gjort plads til også de løbende og udmeldte leverancer af danske sukkerroer samtidig, fortæller chefkonsulent Bo J.M. Secher fra Nordic Sugar.
Derfor forstyrrer det i høj grad fabrikkens arbejde, når flere af de danske roeleveringer udebliver. Hvilket har været tilfældet i alvorlig grad siden den meget tidlige kampagnestart den 13. september.
Flere begrundelser
- Vi har fået flere forskellige begrundelser fra dyrkerne på, hvorfor de ikke kan opfylde deres leveringsplan. Det har medført, at fabrikken i Nakskov har måttet gå ned i fart.
Der har været flere tilfælde med så sen svampesprøjtning i roemarkerne, at sprøjtefristerne har forhindret, at roerne kunne leveres til fabrikken.
- Svigt i levering forekommer altid løbende. Men det har været værre end normalt de seneste dage – nok også fordi roekampagnen startede én til to uger tidligere i år. Normalt er starten omkring 1. oktober, fortæller Bo J.M. Secher.
- Det er lige nu en arbejdsmæssigt mere presset periode for vores dyrkere i forhold til ved senere levering. Men der betales ekstra for den tidligere levering.
Plan to uger før
Ifølge aftalen mellem dyrkerforeningen og sukkerfabrikkerne skal der ligge en individuel leveringsplan til hver enkelt dyrker senest to uger før kampagnestart. Det påpeger Bo J.M. Secher.
- Den 9. august skrev vi på vores internetportal, at der var kampagnestart allerede 13. september i Nakskov. Der har imidlertid været usikkerhed om de svenske roer også ville komme til Nakskov eller ej.
Næste år forventer han, at forholdene er mere afklarede, og at der kan udleveres en individuel leveringsplan for kampagnens første to uger allerede en måned for kampagnestart.
