Jorden bliver mere robust overfor både oversvømmelser og tørke, når den dyrkes pløjefrit. Sådan lyder det fra Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark.
Tørke i maj og juni. Rekordnedbør i juli.
Vejret har igen i år vist sig fra sin ekstreme side. Og det ser ikke ud til, at det er sidste gang, det sker.
- Vi skal forberede os på hyppigere hændelser med ekstremt vejr, som for eksempel kraftigt nedbør, siger Annette Vibeke Vestergaard, der er agronom og faglig ekspert hos Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK).
De ekstreme vandmasser kan resultere i erosion og længere perioder med vandmættet jord.