Torsdag den 14. september klokken 10.30 til 12.30 inviterer Agri Nord til Grovfoderdag på demonstrationsarealerne på Ladelundsvej 9, 9610 Nørager.

Fokus er i år rettet på bæredygtig majsdyrkning, skriver rådgivningsvirksomheden.

Konsulenterne deler deres erfaringer og viden med de grovfoderinteresserede deltagere på dagens rundvisning, og deltagerne kan blandt andet se frem til at få bud på sortsvalg til 2024.

I år er der også mulighed for at høre om forsøgsresultater med placering af gylle i majsmarken.

Fosforloftet kræver optimal udnyttelse af den gødning, landmanden har til rådighed, og Agri Nord har i år gennemført forsøg med placering af både gylle og gødning.

I forsøget bliver der mulighed for at se effekten af gylleplacering i forhold til traditionel nedfældning. Det bliver også belyst, om startgødningsfosfor giver effekt i de to situationer. Deltagerne får et kvalificeret bud på, om de kan spare handelsgødning til fordel for gylle fra egen bedrift.

På rundturen får deltagerne også faglige input om tilsætningsstoffer – nitrifikationshæmmere, der fremmer udnyttelse af næringsstofferne og hæmmer udvaskning.

Foderkvalitet og dyrkning af grovfoder, der præmieres i Arlas pointsystem, får også faglig opmærksomhed på dagen, der traditionen tro også byder på muligheden for masser af kollegial snak over en øl eller vand og en pølse fra grillen.

Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.

Planter