Fine sorter i rapsen
Der er mange gode rapssorter at vælge imellem, vurderer planteavlskonsulent på en af de virtuelle markvandringer fra Råhavegaard på Lolland.

Virtuelle markvandringer i forsøgsmarkerne på Råhavegaard på Lolland bød tirsdag på et indblik i, hvad der sker aktuelt i rapsmarkerne. Fotos: VKST
Ifølge planteavlskonsulent i VKST, Elisabeth Nørby Nielsen, er der mange fine rapssorter at vælge imellem.
- Det kan for eksempel være Dariot eller DK Expansion: Men generelt er det vigtigere, at rapsen etableres tidligt end hvilken sort, der vælges.
- Når jeg siger tidligt, så mener jeg, at når vi når 20. august, så skal der ikke sås flere rapsmarker, understreger hun i en video på VKST’s Youtube-kanal.
Hun påpeger, at jo tidligere rapsen etableres, des mere sikker er man på at opnå et godt udbytte.
Den gode etablering
Elisabeth Nørby Nielsen fortæller, at der i forhold til udsædsmængder er kørt forsøg med mellem 20 og 50 planter, og at der ikke er set signifikante forskelle på udbytterne.
- Der er dog størst nettoudbytte, hvor man har haft 30-40 planter. Det svarer til, at der som tommelfingerregel skal sås en unit til 4 hektar, forklarer hun.
Hun vurderer, at rapsen generelt betaler godt for, at den bliver jordbearbejdet.
- Vi skal som minimum ned i 10 centimeters dybde med jordbearbejdningen, for at de kommer ordentligt fra start, vurderer hun.
Med hensyn til kvælstoftildeling anbefaler Elisabeth Nørby Nielsen, at der som minimum gives 50 og gerne 70 kg N i efteråret.
Forskellige sorter
I en anden video præsenterer udbyderne deres bedste rapssorter. Klaus Jakobsen fra Bayer Dekalb fortæller, at Dekalb-hybriderne har såvel langsomt som hurtigt voksende sorter.
- DK Exclaim er hurtigtvoksende, og egner sig til forholdsvis sen såning. Plantetallet skal holdes på 25-35 planter pr. kvadratmeter – så sikrer vi en god fordeling af planterne, og de vil brede sig ud og holde vækstpunktet nede ved jorden, siger han.
DK Expat er en ny sort, som minder meget om DK Exception.Klaus Jakobsen fortæller, at den udbyttemæssigt har klaret sig godt i forsøgene. Og er en mere kompakt sort, der er egnet til tidlig såning. Han anbefaler, at man tildeler en god mængde kvælstof for at få den i gang, og så kan den altid holdes nede med vækstregulering senere hen.
- DK Expansion er derimod hurtigtvoksende, og egnet til senere såning.
8-8-8 reglen
Hos BASF fortæller Jesper Kystgaard, at sorten InV1030 er vigtig at få etableret tidligt, da den skal bruge noget tid på at vokse til i efteråret for at nå 8-8-8, som er 8 blade, 8 millimeter rodhals og 8 centimeter pælerod.
Han forklarer, at den ikke har skulpeopspringsresistens, men at det ikke er et problem, så længe man er opmærksom på at agere efter det.
- Den skal høstes, når den er moden – og skal ikke have lov at stå.
En ny sort til denne sæson er Dazzler.
- Den er et unikum i forhold til sygdomsresistens, har stort set hele pakken, og kan modstå det hele. Derudover har den et bredt såvindue, har ikke tendens til strækning, og vokser også pænt til i efteråret, så den kan sås både tidligt og sent. Og så er det en af de sorter, der blomstrer allertidligst.
Resistens
Alle sorterne, som Limagrain præsenterer, er ifølge Lars Eriksen skulpeopspringsresistente og har resistens mod rapsrødsot (TuYV).
- De er alle kraftigt voksende i efteråret, så de har en god evne til at vokse til under vanskelige forhold, og har god modstandskraft over for ukrudt og skadedyrsangreb, påpeger han.
Han fortæller, at LG Artemis er nummer et udbyttemæssigt i landsforsøgene de seneste to år, og at det er en velafprøvet, stråstiv sort med højt udbytte.
- Den nyeste sort LG Aviron var den højest ydende i landsforsøgene i 2019, fortsætter han.
- De to år, den var i værdiafprøvning, var den også nummer et, og den er kendetegnet ved en kraftig vækst og en suverænt god sygdomsresistens herunder lav modtagelighed overfor phoma og lys bladplet.
Lars Eriksen fortæller om sorten LG Aurelia, at den er højtydende og værdiafprøvet, og har været med i landsforsøg i totalt set tre år.
- Den har også lav modtagelighed for lys bladplet og phoma, men er knapt så kraftigtvoksende som de to andre Limagrain-sorter, men den vokser generelt lige så hurtigt som de to andre.
En anden sort, LG Architect, er ifølge Lars Eriksen den største sort i dyrkning til høstår 2019 og 2020 i hele Europa og er i top tre for hybridsorterne i gennemsnit af fire års landsforsøg.
Sund sort
Henrik Ryberg fortæller til slut om sorten SW Iowa, som er en meget sund sort fra Syngenta.
- Det er korte sorter med en lav biomasse og utroligt god stængelstyrke, og der er generelt gode udbytter, fortæller han.