Frøavlen er 14 dage foran
Frøgræsset står de fleste steder rigtigt flot, og det er tid for vækstregulering, så snart nattefrosten er væk og der kommer lunere dagtemperaturer.

Frøgræsset er 14 dage foran normalen.
Efter den tørre sommer i 2018, hvor meget udlæg måtte kasseres efter høst af dæksæden sidste efterår, og en del rajgræs i stedet måtte lægges ud i renbestand, har det lune efterår og milde vinter bevirket, at frøgræsset de fleste steder nu står rigtig flot.
- De høje temperaturer, vi havde i februar, og det forholdsvis milde forårsvejr har betydet, at afgrøderne er cirka 14 dage foran normalen, siger frøavlskonsulent Henrik Skovgaard Larsen, Barenbrug, og glæder sig over, at der et stykke tid har været en god og stabil periode til såning.
- Det har folk udnyttet til at få lavet et fint såbed til det nye græsudlæg i dæksæden, siger han.
Vækstregulering
Henrik Skovgaard Larsen vurderer, at der stort set er styr på ukrudtet i frøgræsmarkerne, og at meget frøgræs er ved at være klar til den første vækstregulering.
- Hvor der er behov for vækstregulering, skal der behandles, så snart perioden med nattefrost er overstået og vi igen får lunere dagtemperaturer, siger han.
Ifølge frøavlskonsulenten er temperaturforholdene på behandlingstidspunktet afgørende for en god effekt.
- Erfaringer og forsøg viser os, at for kraftig vækstregulering og stressede planter på behandlingstidspunktet kan medføre for kraftig effekt og eventuelt udbyttetab.
- Ligeledes kan koldt vejr, tørre forhold og nattefrost enten nedsætte effekten af vækstreguleringsmidlet eller i værste fald medføre skader på afgrøden. Så det er alt afgørende, at man udsætter behandlingen ved dårlige vækstforhold, siger Henrik Skovgaard Larsen.
God økonomi i det
Resultaterne fra de senere års landsforsøg viser ifølge konsulenten, at der kan være god økonomi i at vækstregulere almindeligt rajgræs.
- Mange gange er én vækstregulering omkring begyndende skridning med for eksempel 0,8 liter pr. hektar Moddus M tilstrækkelig.
- Men vi har flere situationer, især ved store kvælstofmængder eller i meget kraftige tetraploide sorter, hvor en todelt strategi vil være at foretrække. Her anbefales 0,4-0,6 liter Moddus S pr. hektar i første vækstregulering ved begyndende strækning, som følges op med cirka 0,75-1,00 liter pr. hektar Medax Top 14 dage før skridning.
- Hvis der er tørkestress i afgrøden, kan doseringen i anden behandling nedsættes eller undlades, siger Henrik Skovgaard Larsen og understreger, at der også skal holdes øje med bladsvampe i rajgræs, især rust, og at der skal medtages et egnet svampemiddel, hvis der er behov for behandling.
Todelt regulering
I rødsvingel vil det for langt de fleste marker være relevant med en todelt strategi, for at minimere risikoen for lejesæd.
- Første gang køres ved begyndende strækning med 1,25 l Cycocel 750 + 0,4 l Moddus S svarende i effekt til 0,8 liter Moddus pr. hektar. Vælger man at køre med den fulde dosering af trinexapac, kan der kun anvendes Moddus en gang pr. sæson.
Anbefalingen i første sprøjtning vil derfor ifølge Henrik Skovgaard Larsen oftest være en løsning med halv dosering trinexapac, så vil der være mulighed for anden gang igen at bruge 0,4 Moddus + eventuelt 0,4-0,8 liter pr. hektar Medax Top afhængig af sort, kvælstofniveau og vejrforhold.
- Især i 3. års marker, som der er flere af end normalt i år, hvor der er tydelig angreb af bladplet, vil det være en god ide at tilsætte 0,4 – 0,5 liter Viverda pr. hektar plus 0,5 liter Ultimate S. Den høje dosering bruges, hvor hele marker er angrebet af bladplet.
I hundegræs er en todelt vækstregulering ifølge frøavlskonsulenten stort set altid nødvendig.
- Her anbefales 1,2-1,8 liter pr. hektar Cycocel 750, så snart det lune vejr får fat. Der medtages 0,4 liter Orius 200 EW pr. hektar mod meldug og opdager man bladplet behandles med 0,5 liter Viverda + 0,5 Ulimate S pr. hektar.
- Cirka 14 dage senere følges op med 0,5-0,8 liter Moddus M pr. hektar afhængig af kvælstofforsyning og afgrødens almene tilstand, siger Henrik Skovgaard Larsen.