Løgene gror godt og indhenter noget af det forsømte. Der er dog malurt i bægeret, for der er meget løgskimmel mange steder, og det kræver en overordentlig stor indsats at bekæmpe det, kan man læse i Løgnyt nummer 14, nyhedsbrev fra Avlerforeningen af Danske spiseløg

- Det ser dog ud til, at gentagne behandlinger med Acobat har kunnet holde det nede. Men der bliver brugt dobbelt så meget svampemiddel i forhold til sidste år, skriver Løgnyt.

Det kan også mærkes, at regnen er kommet meget uens, op til 120 mm nogle steder, mens der andre steder næsten ingenting er kommet.

- Det kan også mærkes, at der ikke er nogle reserver længere nede. Derfor bliver det vildt hurtigt tørt igen, få dage efter den regn, der er faldet. Her 1. august mener jeg at det var lige så tørt som sidste år, lyder vurderingen.

Så løgavlere skal passe på med ikke at komme bagud med vanding. Selvom der er kommet 30-40 mm i sidste uge, bliver der hurtigt tørt igen, og der er steder hvor der ikke er faldet så meget regn.

Såløgene bruger nu 25-30 mm om ugen, og de skal så vidt muligt vandes optimalt indtil to-tre uger før høst. Det vil lige nu sige to gange om ugen med 15 mm. Der skal stoppes tidligst i de røde løg og i løg, hvor der er fusarium.

Planter