Østdanske planteavlere kan avle til egen udsæd
Gl. Buurholt har fået fast vogn på Sjælland, hvor det således bliver nemmere for mange planteavlere at anvende egen udsæd.
Efter 20 år som driftsleder på forskellige større østdanske gårde og godser I/S Askhøj, Gunderslevholm og senest Broksø, har Anders Olesen nu sadlet helt om.
Han kører fremover fast rundt på Sjælland, Bornholm og i det sydlige Skåne, hvor han skal oprense, sortere og eventuelt bejdse østdanske og sydsvenske landmænds korn og hestebønner, så de kan anvende egen avl som udsæd.
- Naturligvis forudsat at de betaler forædlerafgift, som grovvareselskaberne også gør, lyder det i den forbindelse fra Anders Olesen.
Med ham i førersædet på den 23 tons tunge specialindrettede lastbil, får Gl. Buurholt Hovedgaard ApS i Brønderslev i Nordjylland – og ejer Visti Møller – fast repræsentation på Sjælland.
Den besværlige vækstsæson 2017 var med til at gøre udslaget om et totalt jobskifte, ligesom det passer godt med Anders Olesens familieliv, og at han som 59-årig gerne vil være fri og selvstændig i sit arbejdsliv.
Bil stillet om
Anders Olesen stoppede som driftsleder på Broksø den 1. august og har siden været i gang for Gl. Buurholt. Det begyndte så småt op til hvedesæsonen, og nu er bilen netop stillet om, så den kan rense vårbyg.
- Der kan være flere fordele for landmanden ved at anvende egen udsæd, fastslår Anders Olesen og uddyber:
- For det første er det en stor selvtilfredsstillelse for mange at vide præcis hvilken vare, de får, og fra hvilken mark. Dermed kender de behandlingsindeks på marken og kan sikre sig, at der kun har været præcis det, de ønsker på marken. Derudover er der mange gange en besparelse i at lave egen såsæd.
Læs mere i LandbrugØst i uge 45, der udkommer torsdag den 8. november, men allerede fra lørdag den 3. november kan ses på landbrugoest.dk.









































