Omrøring af gylle er en forudsætning for optimal dosering af næringsstoffer i marken
Seges har i samarbejde med LMO bestemt koncentrationen af makro- og mikronæringsstoffer i gylletanke og fundet frem til, at indholdet af næringsstoffer i gylle varierer betydeligt mellem dyretyper og bedrifter. En omhyggelig omrøring, inden gyllen bringes ud, er en forudsætning for at sikre en optimal dosering af disse næringsstoffer i marken.

Fosfor, svovl, calcium, magnesium, mangan og bor er stærkt positivt korreleret til gyllens tørstofindhold. En omhyggelig omrøring af gylle i forbindelse med gyllens udbringning er derfor væsentlig for optimal dosering i marken.
- I visse gylletyper ser vi en betydelig lagdeling af næringsstofindholdet, siger landskonsulent Martin Nørregaard Hansen, PlanteInnovation, Seges og henviser til, at koncentrationen af næringsstoffer i slagtesvinegylle i dag er lavere end i tidligere undersøgelser, og at visse næringsstoffer er tæt korreleret til gyllens tørstofindhold.
- Koncentrationerne af både makro- og mikronæringsstoffer i gylle varierer betydeligt mellem gylletanke – også indenfor samme dyretype. Sammenlignet med undersøgelser gennemført i gylletanke før år 2000, er næringsstofkoncentrationerne i slagtesvinegyllen i denne nye undersøgelse generelt lavere, og specielt indholdet af mikronæringsstoffer markant lavere end ved tidligere undersøgelser, siger han.
Det gælder også for de miljøproblematiske tungmetaller kobber og zink. Ændringerne kan ifølge landskonsulenten skyldes, at der i dag tilføres lavere mængder næringsstoffer i foderet i forhold til den mængde, der optages i svinene, men ændringerne kan også skyldes, at gylletanke i dag tilføres mere vaskevand og overfladevand fra befæstede arealer end tidligere.
- Forskelle i udtagningsmetode kan også have påvirket resultaterne for de næringsstoffer som for eksempel fosfor, kobber og zink, der koncentreres i tankenes tørstofrige bundlag. Koncentrationen af disse næringsstoffer vurderes derfor undervurderet i tanke med en utilstrækkelig omrøring før prøvetagningen blev udført, siger Martin Nørregaard Hansen.
Undersøgelse af makro- og mikronæringsstofindholdet i gylletanke
Seges har i samarbejde med LMO gennemført en undersøgelse af makro- og mikronæringsstofindholdet i gylletanke på 10 forskellige østjyske bedrifter. I undersøgelsen blev der udtaget prøver fra syv tanke med slagtesvinegylle og tre tanke med henholdsvis kvæg-, so- og minkgylle. Da det ifølge landskonsulenten er vanskeligt at udtage repræsentative prøver i gylletanke, blev alle prøver udtaget i tanke, der var omrørt i forbindelse med gyllens udbringning med henblik på at sikre, at de udtagne prøver bedst muligt repræsenterede tankenes gennemsnitlige næringsstofindhold.
I undersøgelsen indgik syv forskellige slagtesvinetanke.
- Det her derfor været muligt at beregne de gennemsnitlige næringsstofkoncentrationer, og at sammenligne disse med tidligere undersøgelser af næringsstofindholdet i slagtesvinegylle, forklarer Martin Nørregaard Hansen.
Næringsstoffer positivt korreleret til gyllens tørstofindhold
En række næringsstoffer som fosfor, svovl, calcium, magnesium, mangan og bor er stærkt positivt korreleret til gyllens tørstofindhold. Det betyder, at udbringning af gylle med et højt tørstofindhold fører til højere dosering af disse næringsstoffer. Det betyder også, at der sker en lagdeling af disse næringsstoffer i gylletankene i forbindelse med gyllens lagring.
- En omhyggelig omrøring af gyllen i forbindelse med gyllens udbringning er derfor en forudsætning for at sikre en optimal dosering af disse næringsstoffer i marken, lyder det fra landskonsulenten.
hl