Op mod 100 mm nedbør flere steder i landet i marts
Der går flere dage, inden jorden igen er farbar, lyder vurderingen rundt i landet.

Den rekordstore mængde regn i den første halvdel af marts er velkommen, men den gør det umuligt at færdes i markerne med gødning og sprøjten. Foto: Hans Jørgen Bak
I det vestjyske er der mange steder målt mellem 80 og 100 mm, og det er derfor ikke muligt at færdes i markerne.
Det oplyser Foreningen for reduceret Jordbehandling, FRDK, der netop har spurgt rundt hos deres nye pløjefrirådgivere.
Vestjylland
Pløjefrirådgiver Søren Søndergaard fra Vestjysk opfordrer til at finde på noget andet at give sig til, indtil markerne igen er farbare.
- Den megen regn giver nu et godt billede af, hvor der er gode dræn, og hvor der trænger til spuling eller nydræning. Nydræning bør vente til tørre forhold – måske endda til før høst, hvor markerne er blevet tørre, og der kan laves et godt arbejde.
Nordjylland
Fra det nordlige Jylland melder pløjefrirådgiver Kristian Toft Andersen, LandboNord, at der er kommet omkring 70 mm nedbør siden starten af marts, og han vurderer, at jorden nu er ved at være vandmættet.
- Der vil gå cirka 14 dage (sagt 13. marts red.), inden jorden igen er farbar, vurderer han.
Fyn
- Der er faldet cirka 60 mm nedbør siden først i marts, og reelt set er de faldet på et tørt sted, da vi indtil 1. marts nok ikke havde fået fyldt depoterne helt op alle steder, udtaler pløjefri-rådgiver Poul Erik Jørgensen
- Vintersæden står generelt rigtig fint og har haft godt af vandet. Vi er spændte på at se, om marker med normal såtid også har angreb af havrerødsot, lyder det fra Poul Erik Jørgensen
Sjælland
- Ganske enkelte fik sået små arealer i første uge af marts, oplyser pløjefri-rådgiver Leif Kildeby Nielsen fra VKST.
- Siden har vi der, hvor jeg bor på Midtsjælland, fået omkring 86 mm. Så nu er der godt skub i drænene og steder med småsøer, hvor dræningen ikke er optimal.
Det er nu mere normalt forårsvådt og jeg tror, at dem der fik nedmuldet efterafgrøderne over vinteren, skal være rigtig tilfredse med det nu, slutter Leif Kildeby Nielsen.