Planteavlere til møde om klodens fremtid
Agrovis planteavlsmøde i Jørlunde i Nordsjælland samlede 200 deltagere, der blandt andet hørte om CO2-udledning, global opvarmning og stigende fødevareforbrug.
Alle dele af samfundet skal medvirke, og der skal handles nu og her, for at stoppe og reducere den globale opvarmning, der ellers fortsætter med at give stigende vandstand, tørke og oversvømmelser, mangel på drikkevand og store folkevandringer overalt på kloden.
Det var en del af budskabet, da direktør i Concito – Den grønne tænketank, Christian Ibsen, holdt et indlæg på Agrovis planteavlsmøde på Metalskolen i Jørlunde nær Slangerup i Nordsjælland.
Christian Ibsen efterlyste ledere nationalt og globalt, der ville tage ansvar, men opfordrede samtidig de fremmødte landmænd til at være innovative og omstillingsparate.
Markant ændring
- Antallet af mennesker stiger, velfærden stiger og levealderen stiger, og samlet set er der et stigende fødevarebehov. Vi må dog erkende, at verdens fødevaresystem samlet skal fylde mindre, men samtidig kunne mætte mange flere.
Christian Ibsen mener ikke, at det vil løse verdens fødevareproblem og den globale opvarmning, selv om alle bliver veganere. Der skal dog ske en markant ændring.
- Men der er ingen tvivl om, at vi skal have skiftet diæt og spise mindre, for ellers når vi aldrig nogle af de stillede mål.
Han pegede videre på mange årsager til den alt for store CO2-udledning, men gjorde samtidig gældende, at det kun er en mindre del, der skyldes kvæg, om end der til verdens samlede animalske produktion indgår areal til foder med mere svarende til Nord- og Sydamerika tilsammen.
Tre kloge mennesker
Concito-direktørens indlæg var i relation til temaet for Agrovis planteavlsmøde, der havde overskriften »Et kig ind i fremtiden – hvad bliver dagsorden for planteavlen fremadrettet?«
Agrovis planteavlschef, Hans Henrik Fredsted, slog indledningsvis tonen an foran de knap 200 fremmødte, da han blandt andet konstaterede, at det efter vejrekstremer i både 2017 og 2018 kun kan gå fremad.
Hans Henrik Fredsted tog videre udgangspunkt i »tre kloge menneskers nytårsudtalelser«, som han formulerede det: Dronningen, statsministeren og Agrovis direktør Niels Peter Ravnsborg. Alle tre havde en rød tråd i deres taler, nemlig klimaet, klimaforandringerne og bæredygtighed.
- Alle taler om bæredygtighed, men hvad er det? Man kunne selvfølgelig sige, at groft forenklet er det sorte tal på bundlinjen, for ellers kan bedriften ikke bære sig selv, anførte Hans Henrik Fredsted og fortsatte:
- Samtidig skal bæredygtighed ses i en større global sammenhæng, hvor det handler om at efterkomme samfundets stigende behov for fødevarer i nutiden, men også om at bevare biodiversitet og de naturlige økosystemer.
De dygtigste planteavlere
Blandt aftenens andre indledere var også driftsøkonomikonsulent Jens Toksvig Bjerre, der orienterede om, hvordan de 10 procent af de dygtigste planteavlere tjener deres penge.
- Det gør de primært ved at sælge deres afgrøder bedre, helt præcist 2.541 kroner pr. hektar bedre end gennemsnittet for de i alt 400 planteavlere i Agrovi, som dyrker mere end 50 hektar.
Samtidig nævnte han, at de har hentet lidt på stykomkostninger, såsom gødning, planteværn og diverse, samt ved kontante kapacitetsomkostninger, herunder maskinstationsomkostninger, vedligehold, løn inklusive ejeraflønning og diverse. Det har samlet betydet en besparelse på 671 kroner pr. hektar.
Samlet var der sidste år en forskel på 3.565 kroner pr. hektar før finansiering mellem de 10 procent bedste planteavlere og den gennemsnitlige Agrovi-planteavler.





































