Planteavlskonference går i dybden
Onsdag den 30. januar afvikler Patriotisk Selskab den traditionsrige konference med praktisk planteavl i fokus.
Hvert år giver planteavlen nye praktiske udfordringer. Mens 2017 måske var det hidtil mest besværlige år for landets planteavlere, har den indeværende sæson været noget nær den perfekte for landbrugets afgrøder.
- Det er tørt i jorden efter den meget tørre sommer. Derfor har planterne i efteråret dannet et godt rodnet, og hidtil har der ikke været nogen former for nedfrysninger her i vinter, siger chefkonsulent Erik Andkær Pedersen forud for Patriotisk Selskabs planteavlskonference i næste uge, hvor der traditionen tro vil være fokus på den praktiske planteavl.
- Med de vidt forskelle forhold i de seneste to efterår kan det være svært at finde relevans i teoretisk planteavlsviden og forsøgsresultaterne. Derfor er det afgørende at have en strategi i bedriften, der kan håndtere den omskiftelighed, vi også vil komme til at opleve i fremtiden.
Humus
Chefkonsulenten finder det også vigtigt, at planteavlerne har en strategi, som understøtter megatrenden i samfundet, der kræver stadig mere bæredygtige løsninger.
Derfor indeholder programmet for planteavlskonferencen onsdag den 30. januar i Odense Congress Center en række indlæg, hvor der er fokus på planteavlsøkonomien, omkostninger, udnyttelsen af N-mængden og de begrænsede muligheder for brug af plantebeskyttelsesmidler.
Et fokuspunkt er forbedring af jordens indhold af humus, som kan tænkes mere ind i dyrkningssystemerne. Der vil være et indlæg om overraskende effekt af pløjefri dyrkning, og om større maskiner i fremtiden vil kunne erstattes af robotter.
I den omfattende dagsprogram fra klokken 9.15 og frem til klokken 15.30 vil der også være erfaringer fra sidste års konkurrencer i dyrkning af maltbyg og hvede, problemer med græsukrudt, og orientering om praktiske forsøg i Tåstrup gennem glasrør, hvor planternes rodudvikling følges. Dagen slutter en opsummering af erfaringerne fra den forgangne sæson, og med et indlæg af driftsleder Bo Jensen, Agro-Alliancen, om præcisionsjordbrug på Egeskov og Ravnholt.
Det koster 775 kroner inklusive forplejning at deltage for medlemmer og 200 kroner ekstra for ikke-medlemmer. Tilmeldingsfristen er senest på torsdag den 24. januar til Patriotisk Selskab.





































