Planteformand kom med opsang: Der skal mere fart på de kollektive virkemidler
Det bliver rigtig dyrt for landbruget, hvis man ikke kommer i mål med de kollektive virkemidler. Sådan lød det fra Landbrug & Fødevarers planteformand, Torben Hansen i går i Herning.

Torben Hansen, formand for L&F Planteproduktion, forklarede i sin beretning i går i Herning under sin sektions årsmøde, at det går for langsomt med at få etableret de kollektive virkemidler. Foto: Henriette Lemvig
Under debatten om Fødevare- og Landbrugspakken i de seneste år, hvor landmænd fik lov at bruge mere gødning, har Landbrug & Fødevarer igen og igen forsikret kritikere af erhvervet om, at landmænd nok skal levere på de frivillige kollektive virkemidler, som vådområder, minivådområder og privat skovrejsning.
Frem mod 2021 er det meningen, at de kollektive virkemidler skal have sørget for, at kvælstofudledningen til vandmiljøet årligt falder med 3.400 tons. Staten har sat 2,5 milliarder kroner af til formålet, og landmænd får dækket alle omkostninger til etableringen.
Men det går for langsomt med at få etableret de kollektive virkemidler, lyder det nu fra Landbrug & Fødevarers planteformand, Torben Hansen, der i går under planteavlernes årsmøde i Herning kom med en direkte opfordring til sine kolleger om at gå med i de frivillige ordninger.
Kan få reduceret normer
Lykkes det ikke at få etableret eksempelvis nok minivådområder, så skal de tons i stedet findes via den målrettede regulering. Det kan altså betyde endnu flere efterafgrøder, reduceret gødskningsnorm eller jord, der skal tages ud af drift.
- Vi kan bare konstatere, at vi ikke er nået ret langt, og hvis vi ikke kommer i gang nu, så kan det blive rigtig, rigtig dyrt, sagde Torben Hansen.
Han rådede fra talerstolen landmænd til at tage kontakt til de oplandskonsulenter, som rådgiver landmænd i forbindelse med de kollektive virkemidler. Han forklarede, at Landbrug & Fødevarer helt ekstraordinært har taget af egenkapitalen, og har fundet 8,5 millioner kroner årligt til at finansiere arbejdet med oplandskonsulenterne.
- Det er rigtig, rigtig mange penge. Men jeg kan bare sige, at det er meget vigtigt, at vi får leveret på de kollektive virkemidler, hvis vi skal undgå en dyr målrettet regulering.
- Jeg vil bare sige det lige ud. Kollektive virkemidler er rigtig vigtige for, at vi kan fastholde vores gødskningskvoter fremadrettet, sagde Torben Hansen.
Kom i gang
Han fortalte, at det for nylig også er lykkedes at få flyttet nogle af de barrierer, som formentlig har stået i vejen for, at så få indtil videre er gået med i de kollektive virkemidler, som det er tilfældet. Når det kommer til minivådområder, er det blandt andet ikke længere landmanden selv, der skal lægge ud for det fulde beløb, når minivådområdet er etableret. Desuden har landmanden fået flere muligheder.
- Nu er det bare om at komme hjem og finde gravemaskinen frem, sagde Torben Hansen.
På oplandskonsulenternes hjemmeside kan man læse, at der er behov for 1.000 til 2.000 minivådområder inden 2021. Ved udgangen af 2018 var der kun søgt tilskud til 48 minivådområder, mens 267 mulige projekter stadigvæk undersøges.