Restprodukt gemmes og genbruges til kartoffeldyrkning

Overskydende vand fra produktion af kartoffelmel hos AKV Langholt opbevares i nyetableret kæmpe lagune og bruges senere til dyrkning af nye kartofler.

Sådan ser den færdige lagune ud. Foto: Millag Vandet kan opbevares og gemmes til senere kartoffelproduktion. Her udøses faglig viden på en af AKV’s tidligere kartoffeldage. Arkivfoto

En 100.000 kubikmeter stor lagune gør, at kartoffelmelsfabrikken AKV Langholt kan håndtere miljøbelastende restprodukter på en ny måde.

Det vand, som trækkes ud af kartoflerne under produktionen, skal nemlig nu ende i den store lagune, hvor det opbevares, indtil det kan genbruges til dyrkning af nye kartofler. Samtidig oversvømmer vandet ikke de omkringliggende marker – og en miljøbelastning forvandles til en bæredygtig gevinst, lyder det i en pressemeddelelse fra virksomheden bag plastmembranen, Millag.

AKV Langholt i Vendsyssel, som i forvejen producerer 50.000 tons kartoffelmel om året, er i gang med at udvide kapaciteten, og det betyder, at fabrikken i fremtiden vil producere mere end 80.000 tons kartoffelmel årligt. Den betyder også en øget mængde kondensatvand, som er det restprodukt, der trækkes ud af kartoflerne under produktionen.

Nu skal kondensatvandet i anvendelse hos områdets landmænd. Løsningen er blevet en 100.000 kubikmeter stor lagune, der – som et supplement til tre mindre laguner – skal rumme kondensatvandet. Her bliver vandet opbevaret, indtil det igen kan gøre nytte for områdets landmænd, som kan bruge det til at dyrke nye kartofler.

- Kondensatvandet kommer til at indgå i et bæredygtigt kredsløb, hvor det bruges til vanding af nye kartofler. På den måde genbruger vi vandet, og intet går til spilde. Samtidig oversvømmer og belaster vandet ikke de omkringliggende marker. Det er både godt for miljøet og for landbruget, fortæller Svend Bøgh, som er agrokonsulent hos kartoffelmelsfabrikke.

Sikkerhed i tørkeperioder

Kartofler dyrkes og høstes forskudt i løbet af året, og kondensatvandet kan derfor ikke bruges til afvanding af kartoffelmarker med det samme. I stedet må det opbevares, indtil det igen er optimalt at benytte det.

- I perioden fra september til december producerer vi kartoffelstivelse i døgndrift, og det afgiver en stor mængde vand fra restprodukter, som vi først kan bruge i løbet af sommeren, når det igen er tid til at dyrke kartofler. På grund af de store mængder vand og den lange opbevaringstid har vi foret lagunen med en plastmembran for at sikre absolut tæthed. Det gør også, at vi er modstandsdygtige overfor en eventuel tørke, forklarer Svend Bøgh.

Svejst plastmembran sikrer holdbarhed

Udover plastmembranen er lagunen blevet foret med en geotekstil, der har til formål at beskytte membranen. Begge dele er leveret af specialleverandøren Millag, hvis certificerede montører også har klaret monteringsopgaverne. Ifølge Tina Fuglekilde Hansen, som er projektkoordinator hos Millag, er det kombinationen af de to materialer, der får lagunen til at holde på vandet:

- Lagunens vandkapacitet har sat store krav til holdbarheden, og vi har arbejdet med at finde en løsning, der kan holde de store vandmængder inde i lagunen. Vi har først lagt en geotekstil i bassinet og derefter har vi udlagt 28.000 kvadratmeter plastmembran, som vi har svejst sammen i baner for at få den helt tæt. Den svejste plastmembran i kombination med geotekstil gør det muligt at opbevare så meget vand på ét sted i så lang tid, fortæller Tina Fuglekilde Hansen.

Den nye lagune blev taget i brug den 1. december og skal som supplement til de tre mindre laguner opbevare kartoffelmelsfabrikkens kondensatvand indtil sommerhalvåret.

laj

Læs også