Resistens i hvede mister sin virkning
Selv i nye og sunde sorter falder resistens nu hurtigt overfor septoria.
Informer-hvede kraftigt angrebet af septoria. Foto: Hans Jørgen Bak, Agriadvice
- Dårligt nok har man indført et IPM pointsystem – hvor hvedesorterne rangeres efter resistens, lejesæd med mere – før end vi må konstatere, at ingen af vores hvedesorter er specielt resistente mere.
Det udtaler planteavlsrådgiver Hans Jørgen Bak, Agriadvice, ud fra dette års kraftige smittetryk af septoria.
- Hos Albrecht-Agro er de væsentlige sorter afprøvet med og uden svampebehandling. Og vi må konstatere, at kun KWS Extase ser ud til at have lidt tolerance overfor septoria tilbage. Denne sort er til gengæld nu modtagelig overfor meldug og delvist gulrust.
Vigtig justering
- Sorten Informer, som vi har regnet for noget af det mest sunde, er brudt helt sammen i forhold til resistens overfor septoria. Samtidig var sorten kraftigt angrebet af meldug i efteråret.
Alle ubehandlede sortsparceller undtagen Extase er således angrebet af septoria.
- Det bekræfter til fulde, at den fugtige maj måned har været optimal til smitte og spredning af septoria, men for kold til hurtig spredning og symptomudvikling. Det kom så nu med varmen, der også har stoppet spredning af septoria til de øverste blade på hveden.
- Ingen tvivl om, at T 1½-svampesprøjtningen omkring den 10-12. maj er én af de vigtigste justeringer, vi har foretaget i mange år, slutter Hans Jørgen Bak.