Conviso i danske sukkerroer i 2023
Rundt om i det meste af Europa er Conviso Smart-systemet godkendt og har været i brug i flere år – blandt andet i Sverige og Finland. Men i Danmark trækker det fortsat ud, oplyser KWS.
I dag er ukrudtssprøjtning i sukkerroer et kompliceret og dyrt samspil omkring dosering, timing og sprøjteteknik – som selv garvede roedyrkere kan tabe.
Derfor ser mange meget frem til det såkaldte Conviso Smart-system, hvor bestemte Smart-roesorter blot skal sprøjtes to gange med ukrudtsmidlet Conviso One fra Bayer for at holde roemarkerne rene for ukrudt.
- Det er ikke GMO, men udviklet ved klassisk planteforædling, understreger Elo West Larsen på et netop afholdt landmandsmøde ved Maribo.
I mange lande
Rundt om i det meste af Europa er Conviso Smart-systemet godkendt og har været i brug i flere år – blandt andet i Sverige og Finland.
I flere lande dækker det op til 50 procent af roedyrkningen.
- Desværre ser det nu ud til, at det først bliver i dyrkningsåret 2023, at vi opnår en godkendelse her i Danmark af Conviso One-herbicidet i en dosering, som gør det anvendeligt, lyder i denne uge meldingen fra KWS.