Første års erfaringer med ukrudtsmidlet Belkar i vinterraps

Kamille i vinterraps omkring 1. oktober sidste år. - Nogle oplevede, at der stod trykkede kamilleplanter tilbage om foråret. Erfaringerne herfra var, at kamillen ikke begyndte at strække sig, men forsvandt i løbet af foråret, når der var anvendt 0,4-0,5 l/ha, siger DowDuPont. Foto: Jørgen P. Jensen
Belkar kom for første gang ud i praktisk anvendelse til sidste efterårs våde og vanskelige sprøjtesæson. Forventninger var høje til det nye herbicid og praksiserfaringerne positive – men dog også lidt blandede.
DowDupont har samlet deres anbefalinger til den kommende sprøjtesæson ud fra de foreløbige erfaringer.
- Efteråret 2017 var på mange måder atypisk. Mange steder endte det med sen etablering og efterfølgende langsom tilvækst i rapsen, påpeger DowDuPont, der understreger, at Belkar alligevel havde god effekt.
Virkning på kamille
- 0,4-0,5 l/ha Belkar i en veletableret raps bekæmper kamille tilfredsstillende. I marker med mange kamille bør der bruges 0,5 l/ha. Samme dosering anbefales på foragre, hvor der typisk er mere kamille på grund af sammenkørt jord. Effekten mod kamille er langsommere end mod andre arter og sluteffekt ses først om foråret.
Nogle oplevede imidlertid, at der stod trykkede kamilleplanter tilbage om foråret.
- Erfaringerne herfra var, at kamillen ikke begyndte at strække sig, men forsvandt i løbet af foråret, når der var anvendt 0,4-0,5 l/ha. Lavere doseringer resulterede i varierende effekt mod kamille med behov for genopfølgning med Matrigon 72 SG flere steder, oplyser DowDuPont.
Splitbehandlinger
Split-behandling er aktuelt mod større bestande af storke- hejrenæb, hvor behandlingstidspunktet er vigtigt for det endelige resultat.
- Første behandling udføres når rapsen har tre til fire blade med 0,25 l/ha og følges op 3 uger senere med 0,25 l/ha, dog senest fire uger efter første behandling. Forpasses dette interval kan det resultere i en samlet lavere effekt mod storke- hejrenæb.
- For de fleste andre ukrudtsarter opnås ikke en bedre effekt ved split-behandling. Mod stedmoder og ærenpris opleves ofte en anelse bedre effekt af split-behandling, hvilket tilskrives størrelsen på ukrudtet ved første behandling.
Fortsat afprøvning af Belkar
Opleves en meget uensartet fremspring eller et efterår som sidste år, hvor rapsens vækst mange steder var langsom, mens ukrudtet fortsatte væksten, er det aktuelt at udføre en split-behandling.
- Midt i september bør der tages stilling til, om rapsen får seks løvblade indenfor de kommende uger – hvis ikke, bør der split-behandles, lyder det fra DowDuPont.
- Yderligere afprøvning i år - hvor Belkar iblandes spildkorns-, svampe- og vækstreguleringsmidler - har ikke givet anledning til at ændre på den oprindelige anbefalinger om blanding af midler og ovenstående frarådes.
Nødvendigt med en Command-sprøjtning?
Sprøjtning med Command og andre clomazon-holdige midler anbefales af DowDuPont kun i marker med så massiv bestand af enårig rapgræs, at bekæmpelse ikke kan afvente Kerb 400 SC.
- Det samme gør sig gældende i marker med stor bestand af fuglegræs.
- Belkar har ikke græseffekt. Belkar har 80 procent effekt mod fuglegræs ved 0,5 l/ha. Er der enkelte små overlevende fuglegræs efter Belkar, suppleres med Kerb 400 SC, slutter DowDupont sine erfaringer.