Pløjedag i Simmerbølle
27 veterantraktorer og plove deltog, da der for 11. år i træk blev afviklet langelandsk pløjedag.
Vejret var fint og pløjearbejdet flot, da 27 pløjere i lørdags deltog i Langelands Veteranpløjeres traditionsrige pløjedag.
Formanden Niels Frovin Christensen, Simmerbølle, var meget tilfreds med dagen, hvor tæt ved 500 gæster overværede arrangementet, som blev afviklet for 11. år i træk. Og som i år for første gang foregik hos hans nabo og næstformand i foreningen, Knud Rabølle Knudsen.
- Alle lavede et meget fint arbejde i det ellers tørre, stubharvede jordstykke med efterafgrøder. Og Lions Club Langeland, der som sædvanligt stod for forplejningen, kunne melde alt udsolgt, da dagen var omme.
Unge deltagere
Også deltagelsen på 27 pløjere inklusive to hestepløjere var meget tilfredsstillende, og på niveau i forhold til de seneste år. Af dem deltog fem pløjere i konkurrencepløjningen og fik deres pløjearbejde bedømt.
Årets vinder blev Per Jørgensen fra Skælskør, der sammen med vennen Uffe Mortensen igen i år havde turen til Langeland.
Uffe Mortensen blev denne gang henvist til andenpladsen, og på trediepladsen kom Knud Elnegaard fra Bagenkop, som dermed blev kåret som langelandsk pløjemester med sin bugserede plov.
Mere fra stævnet i næste uges LandbrugFyn. Avisen kan læses her på hjemmesiden fra lørdag morgen.





































