Asger C.: - Brug for en EU-løsning på ulvefronten
Der er brug for bedre EU-regler, der kan være med til at regulere problemulve væk, også i Danmark, mener MEP Asger Christensen (V).

Asger Christensen så blandt andet på hegn til de slætgræsmarker, hvor får i vinterperioden afgræsser for planteavlere. Bag ham er det fra højre Jens R. Nielsen, Fællesorganisationen for Får, Søren Christensen, formand for landboforeningen vestjysk, Jørgen Toft fra Lystbækgaard og Kristian Gade, formand for Holstebro-Struer Landboforening. Foto: Erik Poulsen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Asger Christensen, Venstres medlem af Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, var mandag på besøg i hjertet af den vestjyske ulvezone for at høre nærmere om konflikten mellem ulv og husdyr.
På hyrdegården Lystbækgaard ved Ulfborg mødte han repræsentanter for de lokale landboforeninger og flere fåreorganisationer, som præsenterede fordele og ulemper ved de løsninger med hegn og vogterhunde, som på nuværende tidspunkt stilles til rådighed for de berørte husdyrholdere.
- Det er løsninger, som jeg allerede kender fra en høring om ulveforvaltning i Europa-Parlamentet sidste år. Her blev jeg overrasket over at høre, at man i andre EU-lande forgæves har forsøgt med netop hegn og vogterhunde i mere end 20 år, siger Asger Christensen.
Han er derfor indstillet på, at husdyrholdere i hele EU skal have andre værktøjer stillet til rådighed, hvis man skal undgå, at de opgiver husdyrproduktion eller griber til selvtægt i de områder, hvor der er ulv.
- Der er brug for, at man hurtigere og nemmere kan få en reguleringstilladelse på de problemulve, der angriber husdyr. Den stigende ulvebestand i Europa skal ses som én samlet bestand, der så vidt muligt behandles ens, men som også er stor nok til, at man fjerner de problematiske individer, siger Asger Christensen.
Han ser også frem til det forslag til en ny ulveforvaltningsplan i Danmark, som Vildtforvaltningsrådet præsenterer til foråret, og hvor en ensartet EU-forvaltning ventes at være en prioritet.
hka
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































