Tyske Vogelsang og den slovenske maskinproducent BeTEC har fra 1. september etableret et strategisk joint venture inden for gylleudbringning.

BeTEC får ansvaret for produktion, konstruktion og teknisk udvikling af udbringningsudstyret, mens Vogelsang fortsat står for salget i Tyskland og resten af Europa med undtagelse af Slovenien.

Samtidig samles selskabernes slæbeslange- og slæbesko-teknologi i en ny produktportefølje under navnet Vogelsang-BeTEC.

- Vi er meget glade for sammen med BeTEC at forme fremtiden for gylleudbringningsteknologi og sætte nye standarder for præcis gylleudbringning – med moderne udbringningssystemer til alle kundetyper og prissegmenter, siger Harald Vogelsang, adm. direktør i Vogelsang.

Ifølge BeTECs salgschef, Jure Brečko, er samarbejdet en milepæl i den unge virksomheds historie.

- Kerneværdierne og værdierne i vores to familieejede virksomheder passer perfekt sammen. Disse synergier vil gøre det muligt for os at vokse sammen, siger han.

De første løsninger fra den nye portefølje bliver vist på EuroTier i Hannover 10.-13. november.

BusinessMaskiner