Efter otte år træder Martin Merrild til november tilbage som formand for Landbrug & Fødevarer. Ingen tør allerede nu officielt melde sig på banen, men spillet er i fuld gang i kulisserne, forklarer flere formænd.
Meldingen fra Martin Merrild mandag eftermiddag på Axelborg om, at han ikke er klar til to år mere som formand for Landbrug & Fødevarer, og at han træder tilbage til november, er stadig helt dugfrisk.
Ikke overraskende er der derfor også lige nu tilbageholdenhed blandt de mulige afløsere om at melde ud, hvorvidt de er kandidater eller ej.
Spillet om, hvem der skal afløse Martin Merrild, formand gennem de seneste otte år, er dog i fuld gang allerede. Det forsikrer formand for LandboNord, Niels Vestergaard Salling, der har været medlem af primærbestyrelsen i L&F siden 2010, og som i øvrigt selv forsøgte sig som viceformandskandidat i 2012. Et valg han dengang tabte til Lars Hvidtfeldt.
- Jeg vil gerne prøve en periode, hvor der er mere tid til Martin
- Det, som sker nu, er, at folk begynder at kigge sig rundt. Og dem, der har lyst og har en formand i maven, de prøver at få deres »soldater« til at ringe rundt til formændene rundt omkring i et forsøg på at samle et flertal.
- Og så går der nok nogle dage, mens de alle sammen tænker sig om. Når de så finder ud af, om de har opbakning, så kommer de ud af buskene, siger Niels Vestergaard Salling, der med det samme afviser, at han stiller op.
- Nej, »been there, done that«, siger han med henvisning til sit forsøg i 2012 på at blive viceformand.
Er spillet allerede gået i gang?
- Det er i gang. Det gik i gang i sekundet efter, det blev meldt ud, at han (Merrild, red.) stopper. Ja, faktisk før. Ingen vidste jo om han blev eller ej. Vi vidste, han var oppe i årene, men de fleste af os regnede med, at han ville tage to år mere. Det gjorde han så ikke, og nu er spillet så gået i gang for alvor, siger han om kampen om at indtage formandsposten efter 65-årige Martin Merrild.
Har du selv en favorit?
- Det har jeg bestemt, men det holder jeg for mig selv, siger han.
Vigtigt valg
Fra Nis Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening og rådgivningsvirksomheden Velas, lyder det bekræftende, at arbejdet med at finde kandidater allerede er i fuld gang.
Han fortæller, at han ikke selv kommer til at stille op.
- Men det her er et vigtigt valg. Det er jo en af de vigtigste folkevalgte poster overhovedet i dansk erhvervsliv. Så der bliver over de næste måneder en intens diskussion om kvalifikationer, evner, muligheder. Men det er alt, alt for tidligt at sætte navne på nogen nu, siger han.
Kommer mindst én kandidat
Fra Anders Harck, som er formand for Sektorbestyrelsen for Økonomi og Virksomhedsledelse i Landbrug & Fødevarer, lyder det, at han heller ikke er kandidat.
- Men der kommer i hvert fald minimum én velkvalificeret kandidat til posten, siger han uden at ville afsløre navnet på vedkommende.
Han roser i samme ombæring den afgående formand.
- Det er lidt af en bombe, der er sprunget. Martin Merrild gør det godt og er en fantastisk formand. Han har været i stand til at samle landbruget og efterlader et kæmpe tomrum, siger Anders Harck.
Fra formanden for Udvalget for Større Jordbrug, Christina Ahlefeldt-Laurvig, lyder det i øvrigt på spørgsmålet, om hun kunne være en mulig kandidat:
- Det tror jeg ikke, at du skal regne med. Jeg vil helst ikke udtale mig i den her sammenhæng, siger hun.
Ikke afvisende
En af dem, der bemærkelsesværdigt ikke afviser noget, men som dog modsat heller ikke bekræfter noget, er Søren Søndergaard, der er formand for Sagro og næstformand i L&F Svineproduktion.
Svineproducenten fra Lindeballe nordøst for Billund svarede mandag aften tilbage på en SMS fra Effektivt Landbrug om, hvorvidt han er kandidat. Her lød svaret:
- Tak for beskeden. Det var en overraskende melding i dag (mandag, red.) og en stor æra, der slutter. I dag er Martins dag, og så må vi tale om fremtiden om nogle dage, skrev han.
Fra den nuværende viceformand i L&F, Thor Gunnar Kofoed, der er frøavler på Bornholm, bliver der heller ikke afvist noget, om end han pointerer, at han har det godt med at være viceformand:
- Det er ikke noget, jeg bestemmer. Det klarer de i lokalforeningerne, men jeg har det rigtig godt med det, jeg arbejder med, som viceformand, skriver han.
Kvægformand nævnes
Ifølge Landbrugsavisen bliver Christian Lund, formand for L&F Kvæg og formand for Sønderjysk Landboforening, også ofte nævnt som formandskandidat.
Christian Lund har dog også til samme medie meldt ud, at han i 2021 overvejer at gå efter en borgmesterpost i Vejen, som her bliver ledig.
Til Landbrugsavisen lyder det fra Torben Povlsen, formand for Centrovice og kandidat sidste år til posten som viceformand, at han personligt ikke har gjort sig tanker om personvalg endnu.
lasse@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 22 67 35