Jacob Jensen, nyvalgt miljøordfører i Venstre, lufter gerne sine holdninger til landbrug og miljø:

- Landbruget fylder meget visuelt, også i den aktuelle klimadebat, og det er nemt at sige, at det er den røde bøfs skyld. Jeg tror dog ikke på, at danske forbrugere stopper med at spise bøffer eller lave brød, hvis vi siger, at der ikke længere skal laves oksekød eller brødkorn i Danmark. Næ, der vil ske det, at vi så importerer det i stor stil fra de baltiske lande eller fra Sydamerika, og så er miljø- og klimapåvirkningen endnu større, siger Jacob Jensen, og fortsætter:

- Den CO2, der lukkes ud i Ukraine, Brasilien eller Danmark kan klimaet ikke mærke forskel på. Derfor skal vi langt hellere gå foran og vise kineserne, inderne, og amerikanerne nye teknologier og veje at gå i stedet for at blive ved med at piske os selv.

Rod i landbruget

Jacob Jensen har rod i landbruget, men sidder ikke i Folketinget og repræsenterer et bestemt erhverv:

-  Men det er klart, at jeg med en baggrund i landbruget bedre har mulighed for at tale landbrugets sag, ligesom jeg bedre kan sætte mig ind i nogle af de problemstillinger, som dansk landbrug oplever.

- Enhver taler naturligvis med udgangspunkt i den baggrund, vedkommende har. Derfor peger jeg heller ikke fingre ad andre, der har en anden baggrund. Samtidig må jeg dog konstatere, at når vi eksempelvis drøfter landbrugsforhold i vores gruppe, så er der måske 10 ud af 44, der ytrer sig. Omvendt ytrer jeg mig ikke på punkter, jeg ikke har forstand på.

Videre peger Venstre-politikeren på, at der bliver stadig færre, der har en baggrund fra landbruget:

- Hele fødevarebranchen har haft omskiftelige vilkår gennem mange år. Flere og flere landbrug lægges sammen, og derfor bliver der også færre med landbrugsmæssig baggrund, der stiller op og vælges til byråd, regionsråd og Folketinget.

- Det er bekymrende, ikke mindst når man tager udgangspunkt i en branche, der fylder meget. Både når det handler om arbejdspladser, eksport og indtægter til Danmark.

Vægt bag ordene

Jacob Jensen er eneste folketingsmedlem valgt i Sjællands storkreds, der kommer direkte fra landbruget. Hans oldeforældre købte tilbage i 1924 Langholmsgården ved Tølløse. Han overtog den fra sine forældre for to år siden, og hans bror forestår nu den daglige drift.

- Netop fordi jeg færdes også lokalt i landbrugskredse, får jeg viden og indsigt, også når det gælder markens og planternes årscyklus, i, hvornår afgrøden samler mindre kvælstof, og hvordan regler og love påvirker virkeligheden og praktisk landmandskab, siger Jacob Jensen.

BNBO

En af de ting, Jacob Jensen gerne vil gøre op med, er datotyranni:

- Vi skal have reduceret fra de nuværende godt 150 til maksimalt de 100 vigtigste, lyder det fra den Jacob Jensen, der i dagene efter, at det blev offentliggjort, at han var ny miljøordfører, har fået mange henvendelser fra forskellige organisationer:

- Der er rigtig mange, der har ønsket et møde, hvor de kan give udtryk for deres synspunkter i miljødebatten.

Omkring vandboringer og BNBO-områder siger Jacob Jensen:

- Jeg synes, at man skal se på, hvad det er for kilder, der har påvirkning på kvaliteten af vores grundvand. Rent faktisk er det få steder, man kan pege tilbage på landbruget. Faktisk viser det sig jo, at mange grundvandsforureninger rent faktisk relaterer sig til industrien, til sprøjtninger langs jernbaner, gamle lossepladser og så videre.

- Men det er bare så nemt at pege på landbruget, fordi landbruget med sine store sprøjter er så synlige i landskabet.

Ej flertal

I har siddet i regering i fire år og kunne have gjort mere for landbruget?

 – I princippet ja, men når man sidder i regering, så har man udspils-, men ikke flertalsretten. Vi har også i vores gruppe nogle, der siger, at vi skal hjælpe erhvervet. Men vi skal også huske på, at sekundet efter, at vi kører i den rendyrkede retning, så kommer mange politiske modstandere, organisationer med flere og synger »gylle-Venstre«, »brune Venstre«, og så kommer der et pres fra den brede befolkning, der siger, at vi skal passe på.

Når det gælder hele miljøspørgsmålet, er Jacob Jensen meget klar i mæglet:

- Vi skal have mest miljø for pengene, velvidende at vi i bund og grund alle sammen gerne vil miljøet godt. Vi har blot forskellige måder at gøre det på. Nogle vil mene, at vi skal kunne det hele, men jeg mener, vi skal prioritere de ressourcer, der er.

- Det er også derfor jeg siger, hvorfor lave restriktioner, der går ud over samtlige landmænd, hvis det kun er ti procent, der har noget at gøre med det tiltag eller den retning, vi gerne vil gøre noget med.

Landbrugssektoren skal være innovativ

Videre fortæller Jacob Jensen at hans udgangspunkt er, at landbrugssektoren skal være innovativ og udvikle metoder til at være i konkurrence med andre:

- Men vi har også en forpligtelse til at være obs på, hvilken effekt anvendelse af forskellige midler giver i naturen.

Her peger Jacob Jensen på neonicotinoder, gensplejsning, gmo med mere.

- Vi skal se på, hvordan tingene i naturen hænger sammen, og man må ikke se på solotænkning. Man skal også se på års- og livscyklus i landbruget – og på sideffekter.

Derudover mener han, at man også skal se på, hvordan beslutninger i Danmark hænger sammen med, hvad man gør i andre lande.

- Er noget tilladt i andre lande, så har vi som lille land en interesse i, at vi alle har den samme spilleplade, samtidig med at vi har en forpligtelse i forhold til dansk fødevareproduktion. Og så skal der kunne leveres på det, der efterspørges.

henrik@landbrugoest.dk
tlf. 61 20 67 42

 

Kort om Jacob Jensen

  • 46 år gammel
  • Gårdejer
  • Miljøordfører for Venstre

Medlem af

  • Folketinget for Venstre siden 2005 – valgt i Sjællands storkreds
  • Folketingets finansudvalg
  • Regionsrådet Sjælland siden 2018
  • Danske Regioners bestyrelse
  • Bestyrelsesformand i pensionskassen Pensam
  • Nationalbankens repræsentantskab
Politik