Den nye dom, der fastslår, at den danske stat ydede ulovlig statsstøtte ved at give spildevandsrabat til store industrislagterier, kan vise sig at have konsekvenser i forhold til flere af landbrugets andre vigtige problemstillinger, mener advokat, der førte sagen for FødevareDanmark.
- Denne her dom er yderst vigtig for andre ordninger i landbruget, hvor min påstand er, at der er tale om konkurrenceforvridning og ulovlig statsstøtte, siger advokat Hans Sønderby Christensen, Sønderby Legal.
Efter ti års juristeri har advokaten netop vundet en sag ved EU-domstolen over både den danske stat og EU-kommissionen for FødevareDanmark.
Dommen fastslår, at den danske stat ydede ulovlig statsstøtte ved at give rabat på udledning af spildevand fra de store industrislagterier, samt at EU-kommissionen var på gale veje, da de godkendte ordningen. Ydermere fastslår EU-retten, at EU-konkurrenceminister Margrethe Vestager var inhabil, da hun afviste FødevareDanmarks klage over rabatordningen, som hun selv havde været med til at beslutte som en del af den daværende S-SF-R-regering i 2013.
Nu vurderer advokat Hans Sønderby Christensen, at dommen blandt andet kan være relevant i forhold til både BNBO og til den nuværende regerings skærpede krav om loftshøjder i svinetransporter, hvor bekendtgørelsen lige nu er til godkendelse i EU.
FødevareDanmark vinder sag over både EU-Kommissionen og den danske stat
Loftshøjder er støtte til slagterier
Baggrunden for den vurdering er blandt andet en udtalelse i Politiken af Charlotte Bagge Hansen, moderaternes landbrugsordfører, hvor det fremgår, at der i regeringens motivationen for de skærpede krav til loftshøjder ved transport af smågrise »ligger andre argumenter end dyrevelfærd bag reglerne« - nemlig »blandt andet øge incitamentet til at holde grisene i Danmark«.
- Det betyder, siger advokat Hans Sønderby, at de nye, danske særregler ikke blot er problematiske i forhold til varernes frie bevægelighed, men også i forhold til at yde ulovlig statsstøtte til de danske slagterier.
- For med et politisk udsagn om, at de nye regler er motiveret i et ønske om at holde grisene i Danmark, så er der også her tale om indirekte statsstøtte til slagterierne, og det er ulovligt. Og det bør faktisk få EU-godkendelsen af regeringens ønske om skærpede loftshøjder til at vakle, siger Hans Sønderby Christensen, der vurderer, at det ikke er anderledes end den dom, der lige er kommet om, at det var ulovlig statsstøtte, da den danske stat valgte at give spildevandsrabat til de store slagterier.
Men som nævnt kan dommen også have betydning i forhold til den danske regerings BNBO-satsning.
Ulovlig BNBO-ordning
- Det juridisk væsentlige i den her dom er også, at selv hvis den danske stat valgte at spørge kommissionen om lov til BNBO - hvilket de dog behændigt har undladt - så viser dommen, at selv hvis EU-kommissionen skulle sige ja, så viser dommen, at selv kommissionen kan tage fejl.
- Men når det er sagt, så har jeg nu en forventning om, at EU-kommissionen ville sige nej, fordi der med statens »individuelle aftaler« er tale om ulige vilkår, som er direkte imod EU’s grundprincipper, siger Hans Sønderby Christensen.