Endnu et parti ude af trepartsforhandlinger
Dansk Folkeparti har trukket sig fra forhandlingerne om en grøn skattereform af landbruget med CO2-afgift.

Morten Messerschmidt (til venstre) og DF skal ikke længere møde op til forhandlinger om trepartsaftalen. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Den seneste tid har forhandlingerne om en CO2-afgift på landbruget være i fuld gang. Men fremover er det uden at Dansk Folkeparti er med ved forhandlingsbordet. Partiet har nemlig forladt forhandlingerne.
- Det her klimahysteri har taget overhånd. Vi vil ikke være med til at vælte bevidstløse afgifter ned i hovedet på danskerne, siger landbrugsordfører Peter Kofod til DR Nyheder.
Dermed har tre partier nu stoppet deres deltagelse i forhandlingerne. Udover DF er det Enhedslisten og Danmarksdemokraterne.
Afskeden med DF ved forhandlingsbordet kommer efter, at partiet de seneste måneder har skruet op for retorikken på klimaområdet.
- Klimapolitikken er blevet til ren ideologi, hvor man går målrettet efter at genere danskere, der bare gerne vil spise noget kød, og som er glade for at køre i deres dieselbiler. Vi har besluttet, at vi ikke vil finde os i det mere som parti, sagde partiformand Morten Messerschmidt til Berlingske i sommerens løb.
Ved den lejlighed forlod partiet også forliget om den danske klimalov.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.






































