Ulven er et af de mest omtalte dyr i Danmark lige nu.

Fredag var den omdrejningspunktet for flere møder, da vestjyske landmænd mødte Venstre-kollegerne Anni Matthiesen og Asger Christensen, der er medlem af henholdsvis Folketinget og Europa-Parlamentet, lyder det i en pressemeddelelse.

Første stop var hos Søren Christensen, der har kvæg og heste til naturpleje. Flere gange har ulven været i området, og dyrene er stukket af og har spredt sig ud over et større område.

Samme oplevelse deler Pernille Nygård, der er hesteavler tæt på Borris Skydeterræn.

En af hendes dansk varmblod-heste er blevet bidt i bagbenet, og ulvene har stresset hestene så meget, at de har flået hegnspæle op af jorden og er løbet væk. Episoderne fik hende til at sende sine føl væk fra Vestjylland af frygt for ulveangreb.

Og det er en fuldstændig uholdbar situation, hvis man spørger medlem af Europa-Parlamentet Asger Christensen.

- Det gør et stort indtryk og understreger for mig, hvor vigtigt det er, at man fra dansk side undersøger mulighederne for at regulere, som man allerede gør i Sverige, hvor man allerede nu regulerer bestanden, og der er mulighed for at beskytte sine dyr, hvis de bliver angrebet. siger Asger Christensen og fortsætter:

- Beskyttelsesstatussen er ved at blive nedgraderet i Bruxelles, men det gør ingen forskel, hvis ikke man får en national plan, udtaler europaparlamentarikeren.

Angreb trods hegn

Fåreavlerne Jørgen Blazejewicz og Sven Joensen forklarede om de gentagende angreb, de begge har oplevet på trods af hegn, der var opført efter forskrifterne.

Førstnævnte har i alt mistet et trecifret antal dyr som følge af ulveangreb, mens sidstnævnte allerede i år har haft flere angreb. Begge er frustrerede over, at der endnu ikke findes en løsning på problemet.

Venstres landdistriktsordfører Anni Matthiesen arbejder lige nu i Folketinget på den nationale plan for en mulig regulering af ulven.

- Det er for mig vigtigt at komme rundt og tale med både fåreavlere, kvægavlere og hesteejere for at høre om de gener, ulvene giver, siger Venstre-politikeren, som også er medlem af Folketingets fødevare- og miljøudvalg, og fortsætter.

- Jeg fik mange gode input med hjem til arbejdet med at finde modellen for at kunne regulere ulven.

I denne uge skal fåreavlerne mødes med minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S).

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox