Landboforening sikrer landmænd tidlig inddragelse i den grønne trepart
Landboforeningen Agillix har længe opfordret kommunerne til at inddrage lodsejerne i implementeringen af den grønne trepartsaftale, inden der tegnes arealer ind i de omlægningsplaner, som skal ligge klar ved udgangen af 2025.

Et lodsejermøde i Hobro fik inddraget landmændene i kommunernes omlægningsplaner. Foto: Agillix
Opfordringen fra Agillix om, at kommunerne bør inddrage lodsejerne i implementeringen af den grønne trepartsaftale, har man taget til sig i Himmerland, hvor både Vesthimmerlands og Mariagerfjord Kommuner forleden holdt lodsejermøder.
I Vesthimmerlands Kommune er der nu afholdt i alt tre lodsejermøder, mens op mod 400 lodsejere mødte op til mødet i Mariagerfjord forleden aften.
At der nu finder velbesøgte møder sted, glæder formanden for Agillix, Carl Chr. Pedersen.
- Vi anerkender, at kommunerne står med en krævende opgave i den grønne omstilling. Netop derfor har vi budt ind med vores viden, netværk og kontakt til baglandet. Når kommunerne og Agillix skaber rum for lodsejernes stemme, får vi både bedre løsninger og en stærkere lokal opbakning, siger han.
- Det er afgørende, at de mennesker, der har jorden mellem hænderne, også har en plads ved bordet, når omlægningen af landbruget skal planlægges.
Kan lette hele processen
Landmand og Agillix-medlem Jens Bigum fra Aars har bidraget ved de tre lodsejermøder i Vesthimmerlands Kommune. Han oplever, at stemningen på lodsejermøderne generelt har været både god og løsningsorienteret.
- Folk er meget interesserede og vil gerne høre om den arealomlægning, vi skal igennem. Jeg synes, kommunen lægger det åbent og ærligt frem, og nu skal vi som landmænd levere. Det er nu, lodsejerne skal melde sig på banen, hvis vi vil have indflydelse på, hvordan vores lavbundsarealer skal se ud i fremtiden, siger han.
Så meget desto vigtigere har det været, at kommunerne inviterer landmændene med tidligt i processen, mener han.
- Jeg tror, det er med til at undgå fremtidige konflikter, når man starter med at være imødekommende og inddragende.
Flere møder på vej
Senere holder også Aalborg Kommune trepartsmøde for lodsejere. Og kort før pinsen havde Agillix en dialog med en række kommuner i Vendsyssel om behovet for lodsejerinddragelse netop nu. Her var der ligeledes opbakning til idéen.
Ved at opfordre til lodsejermøder vil Agillix sikre, at medlemmerne ikke blot bliver informeret, men at de på et tidligt tidspunkt bliver inddraget og hørt i deres kommune.
- Vi kender lodsejerne og landmændenes virkelighed, og vi kender den politiske dagsorden. Derfor arbejder vi for at skabe møder, hvor gensidig forståelse og reelle løsninger kan vokse frem. Den grønne omstilling kræver ejerskab og samarbejde fra alle involverede parter, og det starter med, at de rigtige mennesker kommer til orde i tide, siger Carl Chr. Pedersen.
Den grønne trepartsaftale må for alt i verden ikke blive en topstyret proces, lyder det fra formanden for Agillix.
- Den direkte dialog mellem myndigheder og lodsejere er helt central, hvis den grønne omstilling skal lykkes i praksis. Det er vores fælles mål at skabe bæredygtige løsninger, der både rummer hensyn til natur og miljø, og til dem, der ejer og driver jorden, så vi også fremover kan have en stærk dansk fødevareproduktion, understreger Carl Chr. Pedersen.