Minister åbner for kompensation i Bovaer-sager
Grøn trepartsminister Jeppe Bruus (S) lover kompensation for ikke-brugt Bovaer-foder.

Flere mælkeproducenter oplever problemer i besætningen efter indførsel af Bovaer – nu bliver der åbnet politisk for kompensation for ikke-brugt Bovaer-foder. Arkivfoto
Landmænd, der har oplevet sygdom blandt deres dyr i forbindelse med brugen af det klimareducerende fodermiddel Bovaer, kan se frem til mulig kompensation for det foder, de ikke har kunnet anvende. Det oplyser trepartsminister Jeppe Bruus (S) i et skriftligt svar til Folketinget fredag.
Ifølge ministeren har Fødevarestyrelsen, der er ansvarlig myndighed for dyresundhed og -velfærd, fastslået, at den enkelte landmand har mulighed for at undtage syge dyr fra Bovaer-brug ved at afgive en tro- og loveerklæring.
Samtidig arbejdes der nu på at finde en løsning for de landmænd, som har investeret i foder, de ikke har kunnet anvende.
- Vi er ved at afklare de nærmere rammer for kompensation, hvis ikke foderet bruges, og jeg mener, at landmændene skal have den kompensation, de berettiget havde forventet, da de gik i gang med at bruge det nye foder, lyder det fra ministeren.
Han tilføjer, at det også gælder de tilfælde, hvor foderet ikke er anvendt, fordi dyrene er blevet vurderet som syge på grund af Bovaer-brugen.
- Det har jeg sat mit system i gang med at finde den bedst mulige løsning på, afslutter ministeren.
Syge dyr kan undtages
Sagen om brugen af Bovaer i kvægstalde har fået fornyet opmærksomhed på det sidste, og torsdag offentliggjorde Seges Innovation resultatet af en undersøgelse foretaget blandt brugere af stoffet. Her meldte 365 af 551 besætninger om faldende foderoptagelse, 376 om lavere mælkeydelse og 349 om øget forekomst af fordøjelses- og stofskiftelidelser, efter at de var begyndt at fodre med Bovaer.
Usikkerheder i datagrundlaget gør det dog stadig uklart, om problemerne skyldes Bovaer eller andre forhold. Den nye udmelding fra ministeren betyder, at spørgsmålet om økonomisk kompensation nu kommer til at indgå i det videre arbejde med at skabe klarhed over de udfordringer, som en gruppe mælkeproducenter oplever.





































