Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) har ikke planer om at udvide den nyligt annoncerede støttepakke på 12 milliarder dollar til landmænd. Det fastslår Richard Fordyce, USDA’s vice-direktør for produktion og bevarelse, ifølge et telegram fra nyhedsbureauet Reuters.

Landmænd i det amerikanske midtvesten står overfor et økonomisk pres med lave afgrødepriser, høje inputomkostninger og faldende eksport som følge af handelskrigen. Trods velkomst til hjælpepakken advarer flere om, at den langt fra dækker tabene, som ifølge beregninger fra North Dakota State University kan løbe op i 44 milliarder dollar.

Richard Fordyce erkender, at hjælpen ikke slår til, men peger på begrænsede midler som årsag til, at der ikke gives mere.

Af de 12 milliarder dollar er 11 milliarder øremærket korn- og olieafgrøder, mens 1 milliard går til frugt og grønt. Fordelingen af sidstnævnte er endnu ikke fastlagt. Udbetaling forventes inden 28. februar.

Politik