- Landbruget har brug for en mand, der kan tage virkeligheden med ind på Christiansborg.

Sådan siger Venstres Erling Bonnesen, der efter 21 år forlader Folketinget ved næste valg.

- Jeg anbefaler klart, at landbruget stemmer på Torben Povlsen. Han har vist, at han kan, vil og gør. Han har skabt resultater for landbruget – specielt i forhold til den grønne trepart – og han har med Odense Fjord-samarbejdet vist, at han også tør samarbejde med modstandere, siger det afgående fynske folketingsmedlem.

Vigtig repræsentation

Opfordringen er den samme fra den tidligere landmand Asger Christensen, der siden 2019 har siddet i Europa-Parlamentet for Venstre.

- Det er sindssygt vigtigt, at vi har politikere, der selv har hånden på kogepladen. Torben ved, hvad politiske beslutninger betyder ude på bedrifterne, og derfor kan han kæmpe for dansk landbrug og en stærk dansk fødevareproduktion, siger EU-parlamentarikeren.

Selv fastslår Torben Povlsen, der stiller op som kandidat for Venstre på Fyn ved valget senere i år, at landbruget har gavn af at være repræsenteret i alle led af det politiske landskab.

- For landbruget har det været en stor glæde at have en mand siddende i EU, der selv kender virkeligheden, ligesom landbruget har haft et godt og stærkt samarbejde med Erling Bonnesen, der igennem alle sine år i Folketinget har kæmpet for dansk landbrug, siger Torben Povlsen.

Politik