En frivillig ordning, der enten kan medføre totalt ophør eller permanent omlægningsordning. Det meldte Danske Svineproducenter ud i en opsigtsvækkende pressemeddelelse, kunne være en vej frem, efter det meget heftige fokus, der har været på landbrugsproduktionen, og ikke mindst produktionen af kød under den igangværende valgkamp.

Formand for producentforeningen, Jeppe Bloch Nielsen, forklarede i en pressemeddelelse baggrunden for det utraditionelle forslag.

- Folketingets partier har i valgkampen 2026 kørt en kampagne mod svineproduktionen og landbruget generelt, der baserer sig på unøjagtigheder og usande postulater. Her umiddelbart før valget ser der ud til at være et flertal for at regulere den danske svineproduktion på mange parametre. Vi kan konstatere, at flere partier ønsker, at den samlede svinebestand i Danmark skal reduceres, sagde formanden torsdag.

Et sådan forslag, der er inspireret af den lukningsordning, som minkerhvervet var igennem for få år siden, ville ifølge Jeppe Bloch Nielsen kunne tilpasse den samlede svinebestand uden at der skabes økonomisk usikkerhed og psykisk pres på svineproducenten og hans familie.

- Vi er ikke for sådan en ordning

Men Danske Svineproducenters forslag får en lunken modtagelse hos L&F Gris-formand H. C. Gæmelke.

- Vi er ikke for sådan en ordning, men jeg forstår omvendt godt, at man præsenterer ideen, for valgkampen har været voldsomt demotiverende for os som griseproducenter, siger han i en kommentar til Effektivt Landbrug.

Der mangler fokus på de vilkår, der er for svineproduktionen i Danmark, og de konsekvenser, det vil have, hvis man skærer voldsomt ned for produktionen. I stedet bør man fremtidssikre sektoren, også i forhold til dyrevelfærd, mener H. C. Gæmelke. Arkivfoto: Tenna Bang

Der mangler fokus på de vilkår, der er for svineproduktionen i Danmark, og de konsekvenser, det vil have, hvis man skærer voldsomt ned for produktionen. I stedet bør man fremtidssikre sektoren, også i forhold til dyrevelfærd, mener H. C. Gæmelke. Arkivfoto: Tenna Bang

Han medgiver, at tonen i valgkampen ikke ligefrem har været nådig overfor landets svineproducenter.

- Hver dag er vi stået op til grimme kommentarer på sociale medier, politikere der med voldsom sprogbrug har krævet os halveret eller lukket, fortsætter han.

Savner fokus på vilkår

H. C. Gæmelke peger samtidig på, at der ikke har været noget fokus i den politiske debat, hverken om omkostnignerne for de enkelte svineproducenter, for samfundet, eller for betydningen af arbejdspladser i landdistrikterne, på slagterierne eller i følgeerhvervene i sektoren.

- Jeg kæmper for, at vi til trods for alt den modgang vi har oplevet, får nogle forhold, der gør det muligt, at investere i bedre dyrevelfærd og udvikling af vores produktion. Jeg er stolt af vores produktion og det står jeg ved, siger formanden for L&F Gris.

Han slår til gengæld til lyd for, at investeringer i den samlede værdikæde kan være med til at fremtidssikre og udvikle svineproduktion i Danmark.

- Vi er ikke perfekte, men vi er godt nok heller ikke det billede, som medier og politikere har tegnet i valgkampen. Det er forstemmende, men jeg er ikke klar til at give vores produktion op. Tværtimod vil jeg kæmpe for, at den får vilkår, der muliggør en fastholdelse af vores sektor i Danmark, slutter H. C. Gæmelke.

Politik