På trods af svinevalg: Ingen vil købe hans økologiske grise
Mens valgkampen havde stort fokus på dyrevelfærd, ikke mindst i landets svinestalde, er situationen en ganske anden, når forbrugerne står i supermarkedet. Det mærker økologisk svineavler Lars Erik »Lasse« Korsgaard til.

Trods hele haler og god plads i naturen kniber det for økologisk svineproducent Lars Erik »Lasse« Korsgaard at komme af med sine grise. Billedet har ikke noget med den specifikke landmands grise at gøre. Arkivfoto: Tenna Bang
Da danskerne tirsdag gik i stemmeboksen, var det en sag, der i høj grad optog sindene: Hvordan husdyr, ikke mindst grise, har det i staldene. Forud for valget gennemførte Dyrenes Beskyttelse en undersøgelse, der viste, at bedre dyrevelfærd i landbruget havde afgørende betydning for, hvor knap 53 procent valgte at sætte deres kryds.
Også i den politiske debat op til valget fyldte emnet i høj grad. Og den fornyede opmærksomhed glæder Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
- Dyrevelfærd bliver ofte fremstillet som noget, der mest optager folk i de store byer og ikke befolkningen på landet. Tallene viser dog noget andet, for danskere i hele landet går op i, hvordan dyrene behandles i landbruget. Det er en bred samfundsdagsorden, som flere og flere politikere heldigvis tager alvorligt, sagde hun op til valget.

Hvis salget af økologiske varer skal gå frem, bliver man nødt til at sænke momsen på varerne, mener direktør i Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn. Arkivfoto: Morten Ipsen
Andet valg i køleboksen
Men når det handler om det valg, danskerne foretager sig i supermarkedets kølediske, er sagen en helt anden. Tidligere i år kom det frem, at salget af økologiske varer var faldet med 1,8 procent i sammenligning med året før.
Det fik direktør i Økologisk Landsforening, Rasmus Prehn, til at efterlyse politisk handling tidligere i år. For ifølge Prehn er det at betale moms for økologiske varer at sammenligne med strafporto.
- Vi ved, at danskerne gerne vil økologien, men at prisen holder nogen væk. Og når de så oveni købet skal betale en slags strafporto på merprisen, så bliver det svært. Sænk nu den moms på økologi eller fjern den helt, sagde han.
Kan ikke få solgt økogrisene
Også landets økologiske producenter kan mærke, at markedet ikke just belønner deres produktionsform. En af dem er Lars Erik »Lasse« Korsgaard, der driver økologisk svineproduktion på Kraghøjgaard midt i Thy.
- Jeg har de her 600 grise på denne mark, og jeg kan ikke komme af med dem, der er ikke nogle, som vil slagte dem. Jeg kan knap nok sælge dem som konventionelle, fordi de har haler, siger han til TV-Midt/Vest.
Han tilføjer, at forbrugerne, når de har valget i butikkerne, køber den billige steg i stedet for de dyrere økologiske produkter, og han opfordrer derfor politikerne til at handle på området i stedet for at føre, hvad han betegner som symbolpolitik.
Op til valget har fem af partierne i Folketinget – Enhedslisten, SF, Alternativet, Radikale Venstre og Moderaterne – i et rundspørge fra Økologisk Landsforening støttet en lavere moms på økologiske varer, men det er som bekendt langt fra nok til et flertal.







































