Danva roser Venstre: - Nationalt sprøjteforbud sikrer os rent drikkevand
Det vækker begejstring hos Danva, at den kongelige undersøger, Venstres formand, Troels Lund Poulsen, nu bakker op om Danvas ønske vedrørende et nationalt sprøjteforbud i de sårbare grundvandsdannende områder, hvor drikkevandet indvindes.

Ifølge Danva bør et nationalt sprøjteforbud suppleres af forbud mod udlægning af jord og spildevandsslam i de »sårbare grundvandsdannende områder«. Arkivfoto: Colourbox
Den danske vand- og spildevandsforening Danva roser Venstre for at støtte op om et nationalt sprøjteforbud i sårbare grundvandsdannende områder.
Det fremgår af en pressemeddelelse fredag.
- Det er godt, at Venstre nu også går ind for et nationalt sprøjteforbud, hvor vandselskabernes grundvand dannes. Det giver os begrundet håb om endelig at få sikret os rent drikkevand i fremtiden. For vi kommer ingen vegne med den nuværende frivillige tilgang, der har bevæget sig i sneglefart i knap 30 år, siger adm. direktør i Danva, Carl-Emil Larsen, og tilføjer:
- Tal fra Miljøministeriet viser krystalklart, at den eneste rigtige og samfundsøkonomisk billigste løsning er et nationalt sprøjteforbud. Med Venstres opbakning håber vi, sprøjteforbuddet endelig kan blive skrevet ind i et regeringsgrundlag, uanset hvilken regering vi får, tilføjer han.
Vi kommer ingen vegne med den nuværende frivillige tilgang, der har bevæget sig i sneglefart i knap 30 år
Carl-Emil Larsen, adm. direktør i Danva
Ønsker yderligere forbud
Ifølge Danva skal man stadig kunne vælge den frivillige grundvandsbeskyttelse uden for de sårbare grundvandsdannende områder, f.eks. i relation til den grønne trepart.
- Men inde i områderne skal vi have fremtidssikret produktionen af vores drikkevand med et nationalt sprøjteforbud, udtaler direktøren endvidere.
Danva mener også, at et nationalt sprøjteforbud bør suppleres af forbud mod udlægning af jord og spildevandsslam i de sårbare grundvandsdannende områder, ligesom der skal sættes ind over for »andre trusler mod grundvandskvaliteten«.
- Det omfatter blandt andet punktkildeforureninger, herbicider fra maling og træbeskyttelse, udfasning af PFAS-stoffer og anvendelse af problematiske byggematerialer m.m., skriver organisationen.
Foruden Danva opfordrede Danske Vandværker og Danmarks Naturfredningsforening til et øjeblikkeligt sprøjteforbud i områder, hvor grundvand bruges til drikkevand, i slutningen af april.








































