Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

EU-Kommissionen foreslår at udskyde nye regler for metanudledningen fra olie- og gasimport med et år. Det skriver nyhedsbureauet Reuters. 

Reglerne skulle efter planen være trådt i kraft 1. januar 2027. De indebærer, at leverandører af olie og gas til EU skal overvåge og indberette deres udledning af metan.

Med forslaget får importørerne frem til 31. maj 2029 til at dokumentere, at deres import i 2028 lever op til EU's krav. Det forudsætter, at leverandører uden for EU leverer de nødvendige oplysninger.

Ifølge EU-Kommissionen skal udsættelsen begrænse risikoen for yderligere pres på Europas forsyningssikkerhed i den aktuelle geopolitiske situation.

Pres fra USA og Frankrig

Forslaget kommer efter pres fra blandt andre USA og Frankrig. Krigen i Iran har forstyrret den globale energiforsyning og skabt øget bekymring for adgangen til brændstof frem mod vinteren.

USA, der er Europas største leverandør af flydende naturgas, advarede i juni om, at metanreglerne kan forstyrre leverancerne. I september advarede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, om juridiske risici for de europæiske importører.

Tilhængerne af en udsættelse frygter, at udenlandske leverandører vil undgå det europæiske marked, hvis de ikke kan leve op til reglerne og risikerer bøder.

EU-landene og EU-Parlamentet skal godkende udsættelsen, før den kan træde i kraft.

Danske kvægbrug er allerede omfattet

Forslaget handler om fossile brændsler og ændrer ikke de danske krav til metanreduktion i kvægbruget.

Siden 1. januar 2025 har konventionelle malkekobesætninger været omfattet af et krav om metanreducerende fodring. I 2026 gælder kravet for besætninger med over 50 årskøer.

Kravet kan blandt andet opfyldes ved at bruge fodertilsætningsstoffet Bovaer i 80 dage om året. Alternativt kan landmanden tildele fedt gennem fedtrige fodermidler hele året.

Bovaer indeholder aktivstoffet 3-NOP, som hæmmer metandannelsen i koens vom. Tre praktiske danske afprøvninger med kvier har vist foreløbige reduktioner på 23-29 procent metan pr. kg tørstof. Afprøvningerne viste samtidig ingen negativ effekt på foderoptagelsen.

Udvidede undtagelser efter kritik

Brugen af Bovaer har dog været omdiskuteret, efter at flere mælkeproducenter har meldt om problemer med dyresundhed og -velfærd.

Fra oktober 2026 er mulighederne for at fritage hele eller dele af en besætning derfor blevet udvidet. Landmænd, som oplevede problemer i 2025, behøver ikke at genoptage fodringen, hvis de vurderer, at køerne igen vil få symptomer. Undtagelsen skal dokumenteres med en tro- og loveerklæring.

Regeringen har samtidig fastholdt det generelle krav. Landmænd, der kan anvende Bovaer uden problemer, kan fortsat bruge fodertilsætningsstoffet og modtage tilskud. Den danske indsats rækker videre end de nuværende foderkrav. Aftalen om den grønne trepart lægger op til, at Danmark fra 2030 indfører en CO2e-afgift på udledninger fra husdyr.

Aftalen indeholder også støtte til metanreducerende fodertilsætningsstoffer. Muligheden for at indregne effekten i klimaregnskabet afhænger imidlertid af, at forskningen kan dokumentere reduktionerne.

Hurtig udslusning af husdyrgødning og levering til biogasanlæg er et andet virkemiddel. Det skal reducere udledningerne fra gødningen og samtidig erstatte en del af det fossile brændstof i energisektoren. Der forskes desuden i blandt andet fodersammensætning, nye tilsætningsstoffer og genetisk selektion af dyr med lavere metanudledning.

Politik