I to videoer har stifter af Veganerpartiet, Henrik Vindfeldt, videregivet billeder og stedangivelser på to landmænd, som fik uvelkomment besøg af partilederen tidligere i 2020, og det er faldet Landbrug & Fødevarer for brystet. 

Ifølge L&F er der nemlig tale om uautoriseret behandling af fra to landbrug på Sjælland, og derfor har L&F forlangt, at videoerne bliver fjernet, da landmændene ikke ville have besøg af partilederen. 

- Vi mener, at Henrik Vindfeld behandler persondata i strid med databeskyttelsesreglerne i forbindelse med at han uploader og deler et videoopslag fra Veganerpartiet også fra Facebook, siger direktør i L&F, Flemming Nør Pedersen, og fortsætter:

- Det handler om at de to konkrete landmænd og svineproducenter, der er med i videoen, ikke har givet tilsagn til det. Og de fremgår med portrætbillede, navne og gengrafisk placering af deres ejendomme, og så skal der efter vores vurdering foreligge et tilsagn om at han må gøre det. Og det gør der ikke, siger han.

Forundring hos Vindfeldt

Henrik Vindfeldt har svært ved at forstå, hvad han skulle have gjort galt i sagen. 

- Jeg kan ikke rigtigt forstå, hvad det er for nogle personoplysninger, jeg skulle have videregivet. Det er jo ikke sådan, at jeg har skrevet adresser på de pågældende ned. Jeg mener ikke, at de har noget at klage over, siger Henrik Vindfeldt og fortsætter:

- Landmanden har jo turneret rundt i flere medier, også i jeres, han har lavet en reklamevideo med Landbrug & Fødevarer, der handler om mig, og har jo fortalt den her historie. Første gang jeg så omtaler den, her efter sagen, der bliver jeg så meldt til Datatilsynet, siger Henrik Vindfeldt.

Holder øje

Flemming Nør Pedersen slår fast, at man fra Landbrug & Fødevarers side vil holde et vågent øje med partistifterens gøren og laden fremadrettet.

- De bliver nødt til at lære at leve med at i et demokrati som det danske skal man overholde landets lovgivning. Ellers så kommer der sanktioner. Det kan være en straf i form af en betinget dom, som de fik tidligere, eller bliver bedt om at tage videoer væk. Og jeg kan love, at vi vil holde øje med at Veganerpartiet holder sig på lovlig grund, siger Flemming Nør Pedersen.

Men det bryder Henrik Vindfeldt sig ikke om.

- Jeg føler mig overvåget. Og jeg synes, det er meget ubehageligt at være kommet i Landbrug & Fødevarers søgelys. Jeg er jo bare en helt almindelig ung mand, siger han.

Han mener, at episoderne er udtryk for et bevidst valg af strategi fra L&F’s side.

- Men mit budskab om at dyrevelfærden ikke er i orden ude i landbruget, er man enten nødt til at erkende, eller også afskrive mig som rabiat eller ekstrem. Og det er så det, man vælger at gøre, siger Henrik Vindfeldt.

Politik