På en uge, hvor den danske minkindustri kan sove lidt mere trygt, efter at der endelig er kommet styr på den længe ventede erstatningsorden, melder vores svenske naboer også om nyt med mink som tema.

For på et pressemøde onsdag meddelte landbrugsminister Jennie Nilsson, at minkavl i Sverige skal være forbudt i hele 2021 for at undgå tilstande som i Danmark, da minkmutationerne var på sit højeste. 

Det skriver stv.se.

- Vi kan i dag meddele, at Jordbruksverket i dialog med SVA og det svenske folkesundhedsagentur har besluttet ikke at tillade nye kuld af mink i 2021, sagde hun under pressemødet.

- Det svenske landbrugsudvalg har således truffet en beslutning om at forbyde parring af mink, og formålet er at beskytte dyre- og menneskers sundhed under pandemien, siger generaldirektør for udvalget, Christina Nordin. 

Vigtigt skridt

De svenske myndigheder ser avlsforbuddet som et vigtigt skridt i at forhindre spredning af infektion, efter at der har været tilfælde af overførsler af smitte mellem mennesker og dyr på mange af minkbedrifterne.

Sverige har registreret Covid-19 tilfælde på flere minkbedrifter – dog forsikrede myndighederne i december, at dyrene ikke var testet positive for en muteret stamme, som det var sket i Danmark.

- I Sverige er den muterede virus heldigvis ikke kommet ind i vores minkbedrifter. Men vores minkindustri er fortsat en yderligere risikofaktor, som vi skal overveje, når det kommer til kampen mod corona, siger Per Borlund, der er bitrædende finansminister i Sverige.

Som bekendt har Danmark også forbudt minkavl indtil 2022.

victor@agrinews.dk
telefon +45 23 74 12 37