Det kastede flere responser af sig, da LandboUngdoms Politiske Udvalg (LUPU) i maj sendte et åbent brev til politikerne involveret i forhandlingerne om den nye landbrugsaftale. Efter en veloverstået sommerferie mødtes Venstres landbrugs- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, med LUPU’s formand Jonas Ellitsgaard Jensen, LandboUngdoms formand Niels Skovgaard og Asmus Klith Forum fra Kjellerup-Viborgs LandboUngdom.

På programmet var fremtidsudsigterne for nyetablerede og unge landmænd.

- Jeg ville gerne følge op på brevet og have en god snak om, hvordan man i LandboUngdom ser på de muligheder og udfordringer, der ligger foran os. De står jo med fingrene midt i landbruget til dagligt, sagde Erling Bonnesen.

Hvordan det netop ser ud til dagligt, fik folketingspolitikeren også et konkret indblik i, da mødet foregik på gården hos formanden for LUPU, Jonas Ellitsgaard Jensen. Han købte gården i Hjørring i sommeren 2020 med 650 søer og to ansatte. Ligeledes er Asmus Klith Forum også nyetableret selvstændig landmand.

- Vi vil som unge landmænd gerne den grønne omstilling. Men der skal findes en vej, hvor vi både reducerer landbrugets klimaaftryk og samtidig også udvikler vores erhverv, lød det fra Jonas Ellitsgaard Jensen.

Det fik Erling Bonnesen set flere eksempler på, hvordan man kan gøre:

- Under vores møde har jeg set praktiske eksempler, der bekræfter, at danske landmænd er frontløbere på det punkt, blandt andet med implementering af gps-styring af traktorer, sagde Erling Bonnesen.

Godt møde

I det åbne brev pointerede LUPU blandt andet, at der er brug for et bredt forlig og en langsigtet aftale, så der er størst mulig sikkerhed for de unge landmænd, der er på vej til at investere i landbruget.

- Jeg kan mærke, at de har en tro på fremtiden, men også en bekymring for, hvilket rammer, der bliver sat for landbruget på Christiansborg, sagde Erling Bonnesen.

- Jeg synes, det har været et særdeles godt møde, og det har været en fornøjelse at tale med de tre unge landmænd, fastslår han.

Folketingspolitikeren bakket op af LUPU’s formand, som har været glad for mødet.

LUPU blev oprettet i 2018 og står i spidsen for det politiske arbejde i LandboUngdom. Udvalget består af 11 medlemmer fra hele landet.