Blå blok kræver yderligere 6,3 milliarder kroner på bordet
Efter mange måneders tøven sætter en samlet blå blok nu endelig tal på, hvor mange ekstra statslige midler, som der bør sættes af til en landbrugsaftale om grøn omstilling af landbruget.

Blå blok har nu sat kroner og øre på, hvor mange ekstra statslige midler, som de kræver på bordet i landbrugsforhandlingerne. Foto. Colourbox
Allerede i april, da regeringen præsenterede sit første udspil til en landbrugsaftale, efterlyste Venstres chefforhandler, Troels Lund Poulsen, at der kommer flere penge på bordet, end regeringen lægger op til. Ellers kan landbruget ikke løfte opgaven med at reducere udledningerne af både drivhusgasser og kvælstof betragteligt frem mod 2030 uden, at det koster arbejdspladser, har det lydt.
Siden er kravet om flere penge blevet gentaget igen og af de forskellige ordførere i blå blok. Konkret hvor mange ekstra penge, som det drejer sig om, har man ikke kunnet få svar på. I hvert fald ikke før nu.
I et fælles landbrugsudspil fra de fem partier i blå blok – Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Nye Borgerlige – lyder det nu, at der er behov for yderligere over seks milliarder kroner til grøn omstilling.
Konkret er der ifølge partierne behov for 325 millioner kroner i 2022, og 750 millioner kroner årligt fra 2023 og frem til og med 2030.
Pengene kommer altså oveni den ramme på samlet 22,6 milliarder kroner, som regeringen vil sætte af frem mod 2030, og hvor 80 procent af de penge kommer fra EU’s landbrugsstøtte.
Mere udtagning
Det er især jordudtagning, som blå blok vil bruge de ekstra statslige penge til. I regeringens udspil er der lagt op til, at der samlet skal tages 88.500 hektar randarealer og lavbundsjorde ud af drift. Blå blok vil tage 100.000 hektar lavbundsjord ud af drift.
I regeringens aftaleudkast lyder det, at man vil bruge 3,9 milliarder kroner frem mod 2030 på jordudtagning, hvor pengene kommer fra landbrugsstøtten.
De midler vil blå blok i stedet for til udtagning af lavbundsjorde bruge på to såkaldte »eco schemes«. Det er EU-jargon for nye, grønne ordninger, som landmændene skal søge, som landmænd fremover skal søge om, hvis de vil have hele deres landbrugsstøtte udbetalt.
Et af de såkaldte eco-schemes skal have fokus på bæredygtig planteproduktion, og det andet skal havefokus på biodiversitet, som alle landmænd skal kunne få adgang til. Det vil ifølge blå blok sikre, at der hentes betydelige ekstra miljø- og klimagevinster.
Udenlandske studerende skal betale
Af blå blok fremgår det, at når det kommer til de ekstra statslige midler på 6,3 milliarder kroner, som skal findes til grøn omstilling, så kan pengene findes dels ved at genindføre deltagerbetaling på danskuddannelse til udenlandske studerende, ved at genindføre opholdskrav for ret til dagpenge samt at prioritere midler fra råderummet, og endeligt ved brug af regeringens reserver for 2022.
I en pressemeddelelse i forbindelse med det blå udspil kommer de fem partiformænd fra blå blok med en fælles udtalelse om, at det udkast, regeringen er kommet med, vil ramme hele fødevarebranchen, koste mange, mange tusinder af jobs og sende produktion og virksomheder ud af landet.
- Det giver ingen mening, for vi producerer nogle af verdens mest klimaeffektive fødevarer i Danmark. Og verdens befolkning spiser ikke mindre af den grund, så klimaaftrykket kan endda blive større, lyder det fra partiformændene Jakob Ellemann-Jensen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Søren Pape Poulsen (K), Pernille Vermund (NB) og Alex Vanopslagh (LA).