Rasmus Prehn mødes med fynske landmænd
Dalum Landbrugsskole danner på mandag rammerne for debat, når fødevareministeren Rasmus Prehn (S) og formanden for Landbrug og Fødevarer, Søren Søndergaard, diskuterer landbrugspolitik sammen med det fynske landbrug.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S). Arkivfoto: Daniel Barber
Hvad gør vi, hvis der ikke er fødevarer nok, og hvad skal rammerne være for dansk fødevareproduktion?
Det er nogle af de spørgsmål, der skal diskuteres på Dalum Landbrugsskole mandag aften den 29. august, når Minister for Fødevarer, Fiskeri og Landbrug Rasmus Prehn kommer til Fyn.
Her skal han mødes med Søren Søndergaard, formand for Landbrug og Fødevarer, for at debattere de varmeste emner i landbrugspolitik sammen med de fynske landmænd.
- Vi glæder os meget til at få besøg af ministeren. Vi står midt i en voldsom tid med fødevarekriser, inflation og stigende priser, som har store konsekvenser for os alle. Der er brug for danske fødevarer, men samtidig oplever vi en kompleks politisk kontekst. Det er derfor vigtigt, at vi får snakket om, hvilke rammer vi sætter for fødevareproduktionen, eksempelvis regler om efterafgrøder, afgifter, om vi ønsker animalsk produktion og så videre. Det bliver en spændende debat med Rasmus Prehn og Søren Søndergaard, siger Torben Povlsen, formand for L&F Centrovice.
Åbent for medlemmer
Mødet er en mulighed for lokale landmænd til at møde Rasmus Prehn og Søren Søndergaard og komme lidt tættere på de beslutninger, som normalt diskuteres i hovedstaden.
Arrangementet er for alle, som er medlem af en af landboforeningerne under Landbrug & Fødevarer. Tilmelding til mødet foregår gennem landboforeningerne.