200 landmænd mødte ministeren i Sorø
Sjællandske landmænd havde mange spørgsmål, kommentarer og gode råd til fødevareminister Rasmus Prehn, der gæstede Sorø sammen med Landbrug & Fødevarer-formanden Søren Søndergaard.

Fødevareminister Rasmus Prehn og Søren Søndergaard, der skimtes i baggrunden, sluttede deres Danmarksturné i Sorø, hvor næsten 200 østdanske landmænd var med. Foto: Jesper Hallgren
Næsten 200 østdanske landmænd var mødt frem, da fødevareminister Rasmus Prehn (S) og Landbrug & Fødevarers formand, Søren Søndergaard, for nylig gæstede landbocentret i Sorø, som var sidste stop på duoens efterårsturné rundt om i landet.
Som de tre foregående topmøder på turnéen var der lagt op til debat, og det blev der også. De to hovedpersoner holdt hvert et indlæg på omkring et kvarter, inden de fremmødte havde mulighed for at stille spørgsmål, komme med kommentarer eller »hjælpe« ministeren med gode råd.
En række af de knap 200 deltagere benyttede sig af muligheden for at komme til orde, og gennem næsten halvanden time var der en dialog om landbrugets mange udfordringer.
Der er nemlig »en hulens masse udfordringer«, som Rasmus Prehn selv udtrykte det i sit indlæg, hvor der var mange roser til de danske landmænd.
Dybt frustrerende
- Vi har et tæskegodt landbrug i Danmark, måske verdens bedste. I er hamrende effektive og er gode til at tage hensyn til naturen, lød det blandt andet fra fødevareministeren.
Blandt de fremmødte var der flere, som luftede deres utilfredshed med datotyranniet og junglen af regler, som gør livet surt for mange landmænd, der må bruge store summer på konsulenthjælp for at overholde lovgivningen.
Søren Søndergaard understregede, at ambitionsniveauet er højt hos de danske landmænd, der har vist stor handlekraft i klimaproblematikken.
- Vi har nærmest kun et krav til de krav, vi bliver stillet. Det skal rent fagligt give mening, og det er sandelig langt fra alt, vi bliver pålagt, som giver mening, påpegede Søren Søndergaard, som i sit indlæg kom ind på vandplanerne.
- De er ændret flere gange, og vi kan ganske enkelt ikke regne med vandplanerne. Det er dybt frustrerende, lød det fra Landbrug & Fødevarer-formanden.
Plads til forbedring
Rasmus Prehn tog aftenen igennem de mange »angreb« i stiv arm, og han erkendte gentagne gange, at der er plads til forbedring. Regelforenkling er blandt andet et nøgleord.
- I hele min ministertid har det været et mål at afskaffe flere regler, end vi indfører. Forgængere på posten har også ønsket at reducere antallet af regler, men det er altså bare ikke så nemt, fastslog Rasmus Prehn.
Han behøver måske snart slet ikke at bekymre sig mere om det. Efter det kommende valg kan det være, Rasmus Prehn selv tilhører gruppen af »forgængere på posten«.