Landbrug

Hvad vil du gøre for dansk landbrug?

Jeg vil fortsat kæmpe for, at landmændene – ligesom alle andre erhvervsdrivende i Danmark – har gode rammevilkår. Det er vigtigt, at vi fortsætter den gode dialog med erhvervet og inddrager dem, når vi laver politik på området. Og så noterer jeg mig ud fra adskillige valgdebatter, at venstrefløjen har udråbt landbruget til at være skurke. Det er jeg helt uenig i. Landbruget er ikke skurke – tværtimod oplever jeg, at landmændene i den grad er med til at rykke landbruget i en grønnere retning i disse år.

Hvad er den største trussel for dansk landbrug?

De røde partier har gjort landbruget til syndebuk i klimadebatten. Ja, det er faktisk den største trussel. Det er klart, at hvis venstrefløjen gør alvor af sine trusler, vil det ikke være muligt at drive landbrug, som vi kender det i dag. Det vil koste arbejdspladser og velstand. Derfor var det også vigtigt for os, at vi sikrede en bred aftale, da der blev forhandlet landbrugsaftale.

Hvad er den største mulighed for dansk landbrug?

Danmark producerer nogle af de bedste fødevarer i verden. Fødevareklyngen eksporterer for 163 mia. kroner årligt. Det skal vi holde fast i. Vi skal vise, at vores landmænd er pionerer, når det kommer til at løse fremtidens udfordringer, så vi også i fremtiden kan eksportere masser af danske produkter. Dertil er det vigtigt, at vi udvikler – og ikke afvikler – det danske landbrug i en grønnere retning.

Hvor ser du dansk landbrug om ti år?

Om 10 år skal dansk landbrug fortsat være førende på verdensplan og fortsat bidrage til, hvordan vi løser fremtidens udfordringer. Erhvervet skal også i fremtiden beskæftige mange danskere, så det kan skabe vækst og velstand i Danmark.

Landliv

Hvordan bedres livet på landet for landboeren?

Der er flere ting, der kan gøre det mere attraktivt at bo i landdistrikterne. Helt centralt er tilgængelighed. Det er afgørende, at man også på landet har god adgang til alt det, man behøver i sin hverdag. Det er for eksempel vigtigt, at en ambulance hurtigt kan være fremme uanset, hvor man bor, og at der er den rette infrastruktur, så man nemt kan komme på arbejde.

Ser du udfordringer i relationen land/by?

Jeg tror, man skal passe på med at tegne for store forskelle op. Danmark er et lille land, og vi har rigtig meget til fælles med hinanden – også mere end der deler os. Det er afgørende, at vi sikrer de bedst mulige vilkår for alle danskere – uanset om de bor på landet eller i byen.

Skal mulighed for tilflytning til landzoner styrkes – og ifald hvordan?

Vi kan i hvert fald gøre det mere attraktivt, så flere kan vælge livet på landet til. Det afgørende er, at tilværelsen ikke bliver for besværlig, hvis man bosætter sig på landet. At man for eksempel ikke skal køre for langt for hverdagens fornødenheder.

 

Politik