Regeringen sadler om i vurderingssager
Efter stor kritik fra flere sider har skatteministeren og forligskredsen nu besluttet at ændre i centrale dele i loven om kategoriseringer af landejendomme. Kursskiftet vækker jubel flere steder fra.

Det skal være billigere at bo på landet, mener skatteminister Jeppe Bruus (S), og det er medvirkende til det politiske kursskifte i sagen om omkategoriseringer af landejendomme. Foto: Thomas Lekdorf/Skatteministeriet
Tusindvis af borgere, der ellers har frygtet konsekvenserne af de nye ejendomsvurderinger for landejendomme, kan nu ånde lettet op.
- Danmark skal være i balance, og det skal være attraktivt at bo og leve på landet
Jeppe Bruus, skatteminister (S)
En samlet forligskreds bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, Liberal Alliance, Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti har nemlig besluttet at ændre i de ellers planlagte omkategoriseringer af landejendomme.
De nye boligskatteregler bidrager med over 10 milliarder kroner i skattelettelser fra 2024, som primært kommer boligejere i provinsen og på landet til gavn.
Som en del af overgangen til de nye boligskatteregler bliver overgangsordningen for de boligejere, der oplever, at deres bolig skifter kategori fra landbrug til ejerbolig, nu endnu mere tryg og enkel. Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.
- Danmark skal være i balance, og det skal være attraktivt at bo og leve på landet. Det vil især være boligejere på landet og i provinsen, der får skattelettelser for 10 milliarder kroner, i forbindelse med at de nye boligskatteregler bliver implementeret, siger skatteminister Jeppe Bruus (S) og fortsætter:
- I forbindelse med overgangen til de nye regler sikrer vi samtidig, at overgangsordningen bliver mere tryg og enkel, så ejerne som udgangspunkt kan blive i deres nuværende kategori, indtil ejendommen bliver solgt. Det betyder, at man eksempelvis i langt højere grad end i dag vil kunne bygge om og sælge jord fra uden at falde ud af overgangsordningen, siger han.

De ændrede regler vil gøre det mere attraktivt at bo på landet, mener formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. Foto: Henriette Lemvig
Skal være attrraktivt at bo på landet
Det vækker stor glæde hos formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, at Christiansborg har lyttet til kritikken og nu sadler om:
- Jeg er glad for, at skatteministeren og forligskredsen har lyttet til kritikken fra Landdistrikternes Fællesråd, borgmestrene og de tusindvis af borgere, der forståeligt nok har været både frustrerede og bekymrede. Det er helt afgørende, at vi nu er et skridt nærmere en mere holdbar løsning, der betyder, at det fortsat er attraktivt at bo på landet og dyrke naturen, siger han.
Helt konkret har forligskredsen besluttet at lave en ny kategori for naturejendomme, så boligbeskatningen ikke står i vejen for dem, der har natur eller som ønsker at omlægge jord til natur. Samtidig laves der en mere bred og fleksibel overgangsordning.

Det politiske kursskifte får ros af viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen. Hun ærgrer sig dog over, at kravene til husdyrhold og areal ikke er blevet sat ned. Arkivfoto: John Ankersen
Ris og ros fra Lone A.
Også Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, roser det politiske kursskifte i sagen.
- Den diffuse overgangsordning har givet meget usikkerhed hos mange ejere, om hvorvidt man nu var sikret at kunne fortsætte beskatningen som landbrugsejendom, hvis ens ejendom skiftede kategori til ejerbolig. Det er derfor meget positivt, at man nu bliver langt bedre sikret i forhold til ikke at kunne ryge ud af overgangsordningen ved mindre forandringer på ejendommen. Det har været et stort bekymringspunkt for os, siger Lone Andersen.
Til gengæld har forligskredsen ikke sat kravene til areal og dyrehold ned, som Lone Andersen og L&F ellers havde håbet på.
- Det er beklageligt, men vi vil arbejde videre på, at reglerne på dette område løbende tilpasses til, hvordan danske landbrug ser ud, siger Lone Andersen.
Hun roser det sammemhold og fællesskab, der har været på tværs i landbruget om sagen.