Efter at have ramt et bundniveau på 192,50 euro pr. ton fandt Euronexts september-hvede onsdag fodfæste og steg 0,9 procent til 194,50 euro.

Det beretter analyseselskabet Agromarkets.

December-kontrakten fulgte med en mindre stigning til 195,75 euro, hvilket næsten har udlignet prisforskellen mellem de to. Fremgangen skyldtes især short-dækning, men også meldinger om, at Egypten igen kigger mod fransk hvede, mens Algeriet kan vende sig mod tysk hvede på grund af begrænset udbud fra Sortehavsregionen.

I Tyskland er høsten genoptaget efter regn, men op mod 30 procent ventes kun egnet til foder. Frankrig melder høsten i hus med moderat protein, men god vægt.

Ifølge Agromarkets er billedet for danske planteavlere todelt: store globale høster presser priserne, men kvalitetsproblemer og købsinteresse fra Nordafrika kan give støtte til europæisk brødhvede. Markedet er skrøbeligt, men bunden kan være nået.

Finans