Med en tilhørerskare på godt 70 bød folketingsmedlem Erling Bonnesen (V) forleden velkommen til en aften, hvor fødevareminister Jacob Jensen (V) og fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) blandt andet redegjorde for regeringens tanker bag den kommende CO2-afgift og vandplaner, men også kom ind på udfordringer med BNBO og manglen på unge landmænd, der ønsker, at generationsskifte inden for de kommende år.

Mødet, der blev holdt i Vissenbjerg, var arrangeret i samarbejde med Centrovice.

CO2-afgiften nærmer sig

Ønsket om at tale med landbrugsinteresserede på Fyn kommer i forlængelse af en række tidligere besøg og på baggrund af, at Jacob Jensen står overfor at skulle træffe beslutning om en CO2-afgift, der vil få stor betydning for dansk landbrug.

- Der har været snakket meget om afgiften, og der er markante udsagn om, hvad der sker, når den kommer. Det giver usikkerhed i forhold til, om vi har en chance for at komme igennem. Derfor er det vigtigt at mødes og tale sammen om, hvordan regeringen ser på opgaven, og de muligheder der er. Det må ikke blive en usikkerhedskamp, vi ser ind i, sagde Torben Povlsen, formand for L&F Centrovice før mødet.

Danmark i positiv retning

Jacob Jensen kvitterede for det fine fremmøde og glædede sig over muligheden for den tætte dialog med baglandet.

- Vi har mulighed for at flytte Danmark i en positiv retning. Den mulighed skal vi da udnytte. Danmark er et landbrugsland med stolte traditioner, og landbrugsområdet er et område, jeg holder meget af. Men det er også et område, de fleste danskere har en holdning til. Derfor er det et spændende arbejde at samle de forskellige holdninger til en retning, lød det fra ministeren med et smil.

Dernæst benyttede han lejligheden til at argumentere for, at Venstre som parti har gjort det rigtige ved at sidde i regering.

- Vi kunne have valgt at sidde uden for. Men især landbruget har gavn af, at vi er med. Det er der ingen tvivl om.

- Vi har en bred, flertalsregering, hvilket gør, at vi kan skabe stabile rammer. Det betyder noget, især i forhold til bankerne. Det har en værdi med et bredt forlig.

- Men det har selvfølgelig også nogle udfordringer blandt andet i forhold til CO2-afgift og klima generelt. Og det er de udfordringer, vi er ved at håndtere, lovede ministeren.

Fødevareminister Jacob Jensen (V) og fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) gæstede forleden Centrovice og lokalerne i Vissenbjerg til halvanden times snak om blandt andet reduktion af CO2-udledning og manglen på unge, der fortsætter i landbrugserhvervet. Fotos: Henriette Lemvig

Fødevareminister Jacob Jensen (V) og fungerende økonomiminister Stephanie Lose (V) gæstede forleden Centrovice og lokalerne i Vissenbjerg til halvanden times snak om blandt andet reduktion af CO2-udledning og manglen på unge, der fortsætter i landbrugserhvervet. Fotos: Henriette Lemvig

Må ikke koste konkurrenceevne eller arbejdspladser

Han fastslog, at regeringen har sat rammerne for, at en CO2-afgift ikke må koste erhvervet konkurrenceevnen eller arbejdspladser samlet set.

- Vi skal ikke sende produktionen til udlandet. Vi skal sende produkter til udlandet, sagde han og påpegede, at regeringsgrundlaget ikke havde set ud, som det gør, hvis ikke Venstre havde siddet med.

- Vi skal udvikle og ikke afvikle landbruget. Det er regeringens politik, og det holder jeg skarpt fokus på, lovede Jacob Jensen.

Endnu ikke en fast model

Af samme årsag understregede ministeren, at der stadig bliver set på forskellige måder at udforme CO2-afgiftsmodellen på indenfor den ramme, regeringen har givet.

- Der kan være rigtigt mange elementer, man kan skrue på. Hvordan bliver den indfaset, hvordan med bundfradrag. Kan vi lave en del, vi kalder en »kølediskmodel«, hvor man kan lægge en afgift i en eller anden forstand på forbrug, således at det bliver ens, uanset om det er dansk eller udenlandsk kød?

- Jeg står ikke her og foregriber, hvordan sådan en model kommer til at se ud. Der er himmelvid forskel på, om vi taler mælkebønder, hvor udfordringen er størst eller en planteavler, hvor udfordringen er mindre.

- Men det skal vi politisk håndtere, efter de anbefalinger Svarer-udvalget forventligt kommer med her sidst på året. Når de anbefalinger ligger, så vil vi politisk kigge på, hvordan vi kan håndtere det her – herunder også hvordan midlerne kommer tilbage, og hvordan de bliver geninvesteret i erhvervet - klogt.

Mange veje til mål

- Bare for at sige, at vi har fuldstændig snor på, at vi skal levere på den målsætning, vi også politisk har aftalt i Landbrugsaftalen. Nemlig at vi skal levere en reduktion på CO2-udledninger på 55-65 procent i 2030 målt i forhold til de udledninger, der var i 1990. Det er der ikke nogen, der ryster på hånden omkring. Men det er klart; med hensyn til hvordan vi kommer derover, er der en stribe af virkemidler, man kan tage i anvendelse.

Ministeren fremhævede, at der er godt 50 initiativer af forskellig størrelse i Landbrugsaftalen, men at der også ligger det, der kaldes et udviklingsspor – teknologier og andet, der ikke er modnet til at kunne tælle med endnu, men som ligger som noget, man kender, men som der ikke målbart er helt styr på.

Han lovede ligeledes at kigge på den plan, Landbrug & Fødevarer har fremlagt i sidste uge for at nå målet i 2030. Her vises vejen uden en afgift men i stedet med alle de forskellige elementer, som man kender.

Det er præmissen – hvordan gør vi så det klogt?

- Jeg vil gerne kvittere for, at man fra erhvervets side ikke siger, at det er helt urealistisk, men i stedet siger:»Det er præmissen – hvordan gør vi så det klogt?«.

- Og det er ikke et issue at stoppe produktionen, som nogle partier foreslår.

- Der er stadig flere munde, der skal mættes de kommende år. Så vi skal producere mad. Og her er det superklogt, at vi i Danmark - som et af de lande i verden, der producerer fødevarer med det laveste klimaaftryk - viser, hvordan det kan lade sig gøre, både i dag og om 10, 15 og 20 år.

- Så vi skubber erhvervet kærligt og nænsomt, men ikke så hårdt, at I vælter. Og det er den balance, at vi i regeringen er med til at sikre. For jeg tror, at hvis der var nogle andre, der havde siddet der uden os (Venstre, red.), så havde skubbet været betydeligt hårdere, og så var der en del af den her dejlige branche, der var gået væk fra Danmark.

Politik