Unge motiverede landmænd klar til at hæve niveauet

Efter et år med faglig, personlig og social udvikling på Talentforløb er nyuddannede landmænd klar til at sætte deres nye evner inden for innovation og kritisk tænkning i dansk landbrug.

Det var en stolt gruppe unge, der afsluttede LandboUngdoms Talentforløb 22/23, og med god grund. De unge landmænd har – ifølge LandboUngdom – gennemgået en stor udvikling både fagligt og socialt gennem forløbet. Aftenen bød på vidensudveksling og erfaringsdeling, da alle deltagere præsenterede det vigtigste, de tog med sig fra udviklingsforløbet.

Det stod hurtigt klart, at selvom deltagerne på Talentforløb Kvæg og Talentforløb Planter havde haft meget forskellige programmer, var de enige om et massivt udbytte i form af selvudvikling, fagligt løft og et styrket netværk. Det var et forløb, de ikke ville have været foruden, og som de allerede har anbefalet unge i deres omgangskreds.

Fremtidens landmænd

Der var rosende ord til deltagerne for deres engagement og gåpåmod, samt en opfordring til at bære deres positive indstilling og gode energi med sig videre i livet.

- I er her, fordi I vil hæve niveauet. Bliv ved med at udvikle jer og tænke kritisk over tingene. Det er det, der skal til for at udvikle landbruget, sagde Martin Rohde Andersen, næstformand i LandboUngdom.

Deltagernes ambitioner kom for alvor til udtryk efter det officielle programs afslutning, hvor omdrejningspunktet for den frie snak fortsat var udvikling og bæredygtighed. Til en summen af historier om, hvordan de allerede havde implementeret den nye viden hos deres arbejdsgivere, eller planlagde at inddrage det i deres fremtidige karriere, afsluttede deltagerne et år i udviklingens tegn.

Ledige pladser i 23/24

Til september starter tre nye hold op på Talentforløb Kvæg, Talentforløb Gris og Talentforløb Planter. Mens Talentforløb Kvæg er fyldt op, er der stadig enkelte ledige pladser på Talentforløb Gris og Talentforløb Planter, og unge motiverede landmænd kan derfor stadig nå at melde sig til. Forløbet er for nyuddannede faglærte landmænd, der dimitterede i 2022 eller 2023, og som ønsker at blive bedre til deres fag og udbygge deres landbrugsfaglige netværk.

Deadline for tilmelding er fredag den 11. august, og man kan få yderligere information ved at sende en mail til info@landboungdom.dk.

Talentforløb afholdes af LandboUngdom og støttes af Danske landbrugsskoler og Landbrug & Fødevarer. Næste forløb begynder i september 2023 og afsluttes i juni 2024.

Læs også